600 står på venteliste til en bolig: - Men det har været som at bestige et bjerg uden iltmaske på

Onsdag var der rejsegilde ved den almene del af Schillers Park på Østerbro. 110 nye boliger er her på vej - og de første står klar til indflytning i december. Foto: Ingrid Riis

Der har været flere bump på vejen for Boligselskabet Fjordparken, der i et samarbejde med Schillers Maskinfabrik arbejder på at etablere en ny bydel i Nykøbing. Men nu er et betændt hul efterhånden dækket til.

Offentliggjort Sidst opdateret

Solen skinnede fra en - næsten - skyfri himmel over onsdagens rejsegilde ved Schiller-kvarteret, hvor især håndværkerne blev hyldet for deres indsats gennem det seneste år.

For det har ikke været en lige vej uden bump. For eksempel silede det ned, da det første spadestik blev taget.

Og har man gået i de samme høje hæle som Anita Ulrik Sørensen, direktør for Boligselskabet Fjordparken, har forløbet næsten været nok til at blive en lille smule religiøs af, hvis man da ikke var det i forvejen.

Boligdirektøren anså i hvert fald solen og fraværet af regnskyer som et symbol på, at de højere magter nu havde forstået pointen; nemlig at hun - og de cirka 600 personer, som har skrevet sig på venteliste til de 110 boliger i det nye kvarter - ikke har brug for flere forsinkelser.

Artiklen fortsætter under billederne. 

Når murene står færdige, bjælkelaget er lagt og tagkonstruktionen rejst - så er der rejsegilde. Dermed kan en stor del af det indvendige arbejde snart gå i gang. Foto: Ingrid Riis
Et rejsegilde er håndværkernes fest, så der var gratis frokost til alle. Foto: Ingrid Riis
Schillers Park vil gå ind i byggehistorien, mener direktør Anita Ulrik Sørensen. Blandt andet på grund af samarbejdet mellem et alment boligselskab og en privat virksomhed. Foto: Ingrid Riis

På grund af coronapandemien og krigen i Ukraine har projektet været udsat flere gange. Og da gravemaskinerne endelig fik adgang, havde de ikke arbejdet sig langt ned i jorden, før man opdagede store mængder af asbest på den tidligere kommunalt ejede jord.

Det har været som at bestige Mount Everest uden iltmaske på, forklarer hun. Men der var ikke så meget andet at gøre end at lade sig inspirere af en spisende elefant; tage en mundfuld ad gangen.

Enorm interesse

Det har kostet boligselskabet dyrt at få det skaffet af vejen, og samtidig har det forsinket projektet med næsten et halvt år. Men nu er arbejdet med jorden mere eller mindre afsluttet, og det får optimisten tilbage i hende.

- Når vi er kommet så langt, som vi er nu, så er det begrænset, hvilke overraskelser, der kan ramme os. Det værste er afsluttet.

De første boliger står efter den nye plan klar til indflytning lige før jul.

Og interessen er enorm, forklarer Anita Ulrik Sørensen, som understreger, at hun fortsat er både stolt og glad for projektet.

Direktør for Boligselskabet Fjordparken Anita Ulrik Sørensen ser fremad efter fem år med forsinkelser grundet corona, krig og asbest. Foto: Ingrid Riis

I skrivende stund er der knap 600 personer på ventelisten, og det bekræfter hende i, at man har vurderet stemningen rigtigt, da hun sammen med Allan Schmidt fra Schillers Maskinfabrik for snart seks år siden planlagde projektet.

- Boligerne kommer til at ligge i en grøn oase med masser af natur og kultur i baghaven. De skal bare rækken hånden bagud, og så får de alletiders muligheder for at blive en del af mange forskellige fællesskaber, siger hun.

En aktiv del af byen

Og Jimmy Frisenberg, der er bestyrelsesformand i boligselskabet, håber, at netop fællesskabet bliver et nøgleord, når de nye beboere flytter ind.

Bestyrelsesformand Jimmy Frisenberg har selv skrevet sig op til et rækkehus i det nye kvarter. Foto: Ingrid Riis

Han har selv skrevet sig op til et rækkehus på området, og han håber, at beboerne har lyst til at involvere sig og blive en del af et beboerdemokrati.

For det vil i høj grad være placeringen nær Kohaleskoven, der har fået folk til at søge om en bolig.

Selvom bladene ikke er sprunget ud endnu, så er det nærliggende at forestille sig, hvordan det bliver, når området står færdigt, bemærker borgmester Simon Hansen (S).

Som det eneste almene boligbyggeri i byen er der fra begyndelsen monteret altaner på lejlighederne i Schiller-kvarteret. Beboerne i stueetagen får en fransk altan. Foto: Ingrid Riis

- Man mærker næsten, hvordan skoven rykker helt ind i lejlighederne. Jeg glæder mig til, at det her bliver en aktiv del af byen og Østerbro, hvor jeg selv bor. Især nu hvor der er lavet flere gangforbindelser til skoven.