72-årig kvinde fra Gedser omkommet

En 72-årig kvinde fra Gedser er død efter, at hun i aftes blev fundet liggende i vandet ved stensætningen ved færgehavnen i Gedser.

Ifølge Søværnets Operative Kommando havde kvinden tidligere på dagen taget sin cykel og var kørt hjemmefra i nedtrykt sindstilstand. Da hun ikke var kommet hjem nogle timer senere, slog familiemedlemmer alarm.

Politiets vagtchef Ole Hald fortæller til DR P4 Sjælland, at man først søgte efter hende på land uden resultat. Kort før mørkets frembrud besluttede man så at sætte en helikopter ind i eftersøgningen også. Og cirka ved 20.30-tiden lykkedes det at lokalisere kvinden ved stensætningen.

Hun havde svag puls og blev med helikopteren sendt af sted mod Næstved Sygehus. Men undervejs døde hun i helikopteren, oplyser politiet.




Kvinden blev fundet i vandet ved stensætningen nær færgehavnen i aftes. Hendes liv stod ikke til at redde.

Offentliggjort Sidst opdateret