84-årige piger til dyr storvask: Så meget koster det

Roepigerne har været brugt til mange aktiviteter gennem årene - ikke mindst når der skal præsenteres nye arrangementer fra Sakskøbing Handelsstandsforening, hvorfra det her er Gitte Johansen, Diana Freisner og Jan H. Petersen, der blandt andet gør opmærksom på den kommende Saxine Festival. Her er der stadig billetter at få. Læs mere om det på sakskobing-handel.dk eller kig ind i Kop & Kande i Søndergade. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen

Det er ikke billigt at vaske bronzepiger. Men så er det godt, at Fællesrådet for Sakskøbing og Omegn arvede 700.000 kroner fra en tidligere lærer i Sakskøbing, og at et firma fra Svendborg kender en særlig nænsom vasketeknik.

Offentliggjort Sidst opdateret

De har stået der siden 1940 og kan vel nærmest beskrives som en del af mange sakskøbingenseres DNA.

Roepigerne minder således både om en æra fra forrige århundredeskifte samt mange forbipasserende torvegæster om, at de nu står midt i Sakskøbing by.

Og nu er der dømt storvask for 120.000 kroner. En tiltrængt én af slagsen, hvis man spørger Henning Tønning, formand for Fællesrådet for Sakskøbing og Omegn.

Fuglelort og skrammel

- Roepigerne har stået der i snart 85 år uden at blive vasket af. De er efterhånden helt fulde af fuglelort og skrammel, og nu bliver der altså gjort noget ved det. Det har fællesrådet sørget for med nogle af de penge, vi var så heldige at arve fra en tidligere borger her i Sakskøbing, fortæller Henning Tønning.

Rensningen af Roepigerne beløber sig til 120.000 kroner, og det bliver et firma fra Svendborg med speciale i den slags og her en særlig nænsom vasketeknik, der mandag den 10. juni går i gang med jobbet.

- Der bliver noget afspærring, og afvaskningen kommer nok til at tage et par dage, tilføjer Henning Tønning.

Tilladelse hele vejen rundt

Formanden kan også fortælle, at Guldborgsund Kommune, som ejer Roepigerne, samt "Billedhuggeren, professor Gottfred Eickhoff og hustrus, maleren Gerda Eickhoffs fond" begge har sagt god for afvaskningen af Roepigerne. Sidstnævnte fond har således rettighederne til statuen, som Ny Carlsbergfondet i sin tid betalte for.

Men ingen afvaskning uden midler. Dem har Fællesrådet for Sakskøbing og Omegn heldigvis selv kunnet skaffe via den arv, som en tidligere lærer i Sakskøbing efterlod sig til et par enkelte lokale foreninger - herunder fællesrådet.