Åbningsdag for skoler og dagtilbud er ikke klar

Sophieskolen i Nykøbing er en af de 14 skoler, der skal gøres klar til at tage imod børn fra 0. til 5. klasse fra i morgen. Foto: Anders Knudsen/arkiv

Guldborgsund Kommune kan endnu ikke sige, hvornår skoler og dagtilbud er klar til at modtage de små børn

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND - Meget er klar eller tæt på at være klar til, at vi kan gå i gang. Men det er for tidligt at melde en åbningsdag ud.

Sådan lyder meldingen fra Kathrine Ersted Sørensen, der er centerleder i Børn & Læring i Guldborgsund Kommune.

Hun forventer, at kommunen sidst på dagen tirsdag eller onsdag kan begynde at fortælle forældre til de mindre skolebørn og børnene i vuggestuer, børnehaver og dagplejer, hvornår de igen kan aflevere deres børn.

Men det sker først, når de enkelte matrikler, der huser børnenes hverdag, har styr på alle sundhedsmyndighedernes krav til genåbningen. Og det tager tid.

Grundig plan

- Alle gør en ihærdig indsats for at blive klar, og vi gør det grundigt. Der er mange detaljer i planen for hvert et sted, og der er store bygningsmæssige forskelle. Vi skal have et fælles overblik, før vi kan åbne. Hvem skal eksempelvis vaske hænder hvor og hvornår? Hvor mange forældre må der være i garderoben ad gangen? Har vi spritdispensere og værnemidler nok? Hvem er på tur hvornår? Hvilket legetøj skal pakkes væk? og så videre, forklarer Kathrine Ersted Sørensen.

Regeringen har meldt ud, at skoler åbnes hurtigst muligt fra i morgen 15. april og så snart, at kommunalbestyrelserne ud fra sundhedsmyndighedernes retningslinjer vurderer, at opholdet for eleverne på den enkelte skole er sundhedsmæssigt forsvarligt. Kommunen skal dog først genåbne skolerne, når de har sikret sig, at skolen overholder sundhedsmyndighedernes retningslinjer.
Åbningen gælder for:
Alle elever fra 0.-5. klasse i både folkeskoler og fri- og privatskoler.
Alle elever i specialtilbud, specialklasser, interne skoler, ungdomsskolens heltidsundervisning med videre på alle klassetrin fra 0. til 10. klasse.
SFO, fritidshjem og klub for elever til og med 5. klasse.
Regeringen har også meldt ud, at alle dagtilbud for børn i aldersgruppen 0 til 5 år genåbnes gradvist. Det gælder dagpleje og daginstitutioner - vuggestuer, børnehaver, integrerede børneinstitutioner og obligatoriske tilbud og pasningsordninger.

Nødpasning fortsætter

Planerne skal på plads for cirka 2.500 skolebørn fordelt på 14 skoler og 2.700 småbørn i vuggestuer, børnehaver og dagplejer. Alene dagplejebørnene er fordelt i mere end 80 hjem, og der er dagtilbud på 27 adresser i kommunen.

Nødpasningen fortsætter frem til genåbningen, og Kathrine Ersted Sørensen opfordrer forældre til at holde sig orienteret på kommunens hjemmeside og på dagtilbud og skolers Nem-Børn og Aula, hvor de kan se, hvornår deres barn kan komme tilbage.

Bekymrede forældre

Debatten, der har kørt henover påsken, med forældre, der er bekymrede for at sende børnene af sted, har samlet godt 39.000 i facebookgruppen "Mit barn skal ikke være forsøgskanin for covid-19".

Centerchefen lytter til bekymringen, men deler den ikke.

- Forældrenes debat skal have lov at være der. Men jeg er tryg ved, at de sundhedsmyndigheder, som vi er vant til at få god og sikker vejledning af, også i denne situation er de fagfolk, vi kan føles os trygge ved, siger Kathrine Ersted Sørensen.

Kommunernes Landforening har lavet en rundspørge i landets kommuner, der viser, at omkring halvdelen er klar til at genåbne de første skoler og daginstitutioner fra onsdag. Der kom i rundspørgen svar fra lidt mere end 80 af landets i alt 98 kommuner.

Læs artiklen"DF undrer sig over sen melding" i tirsdagens Folketidende.