ÆLDRE MÅ VENTE PÅ, AT HJEMMEHJÆLPERE BLIVER SAT FRI

Man behøver ikke at sidde på hænderne og vente, til forsøgsperioden i Sakskøbing er slut, mener Annemette Johnsen (SF). Arkivfoto: Anders Knudsen

SF er utålmodig, men byrådet er ikke klar til at indføre selvstyrende teams i hjemmeplejen endnu.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND: En række kommuner er godt i gang med at skabe mindre, selvstyrende teams i hjemmeplejen, som skal skrue ned for kontrol og dokumentation og op for tillid og selvbestemmelse.

SF i Guldborgsund Kommune mener, at også Guldborgsund Kommune skal den vej hurtigst muligt, men byrådet står på bremsen lidt endnu.

Det viste sig i byrådssalen forleden, da SF - der ikke har sæde i ældre- og omsorgsudvalget, hvor sagen hører hjemme - foreslog, at der skal smedes nu.

Alle var enige i valgkampen

- I valgkampen var alle partier enige om, at nu skal der altså til at ske noget i hjemmeplejen. I SF har vi arbejdet længe med emnet, og vi har ventet spændt i et halvt år på at se nogle dagsordener, der viser, at udvalget arbejder med det her. Det har vi ikke set, så nu er vi ved at være utålmodige. For der er virkelig behov for omlægninger af den måde, man arbejder med ældreplejen på, sagde SF's Annemette Johnsen på byrådsmødet og foreslog, at der snarest skal implementeres faste, tværfaglige og selvstyrende teams på ældreområdet i hele Guldborgsund Kommune.

Partiet vil have små, selvstyrende, tværfaglige teams af fagligt kvalificeret personale med højst 12 medarbejdere, der har ansvaret for og samarbejder om en mindre gruppe af ældre med en højere grad af selvbestemmelse, faglig autonomi og selvledelse.

Det er man ved at teste i et forsøg i Sakskøbing, og erfaringer er så gode, at SF mener, at tiden er moden til at rykke videre nu.

- Man behøver ikke at sidde på hænderne og vente, til forsøgsperioden er slut, sagde Annemette Johnsen.

Man behøver ikke at sidde på hænderne og vente, til forsøgsperioden er slut.

Annemette Johnsen (SF)

Vil vente på data fra forsøg

Men det behøver man, og SF's forslag er hastværk, mener et flertal i byrådet, der skød forslaget ned, efter formand for ældre-og omsorgsudvalget Bob Richard Nielsen (DF) på egne og næstformand Kathrine Brønnes' (S) vegne kom med et ændringsforslag til SF’s forslag.

- Hvis vi politisk vælger at beslutte nogle meget fastlåste rammer om den kommende decentrale struktur, bliver den netop ikke decentral, mener Bob Richard Nielsen (DF). Arkivfoto: Anders Knudsen

- Formandskabet i ældre-og omsorgsudvalget anerkender, at der gennem de sidste år er oparbejdet viden og erfaring med faste, tværfaglige og selvstyrende teams på ældreområdet, og at det flere steder har haft en positiv effekt for de ældre og for medarbejdere. Formandskabet har været på besøg i det selvstyrende team i Sakskøbing - og planlægger snarest, at hele udvalget skal på besøg i teamet, for at høre om deres erfaringer. Vores konsulenter i styregruppen omkring forsøget i Sakskøbing er i gang med at indsamle erfaringerne fra dette forsøg, og vi bliver fortalt, at der både er positive og negative elementer ved modellen. Vi forventer data fra forsøget umiddelbart efter sommerferien. Og det vil være uhensigtsmæssigt, at vi vedtager en model, der ikke bygger på disse erfaringer, sagde Bob Richard Nielsen og fortsatte:

- Vi er således ikke uenige i, at der skal ske en decentralisering til mere selvstyring i vores teams. Det vil afbureaukratisere og give medejerskab for tilrettelæggelse af arbejdsgangene i de enkle teams. Det er dog vores holdning, at det ikke skal være byrådet, der lægger begrænsninger på, hvorledes disse selvstyrende teams skal organiseres på de enkelte arbejdspladser. Vi er også af den holdning, at der kan være forskellige løsninger, der giver bedst mening i de forskellige dele af ældreområdet. Hvis vi politisk vælger at beslutte nogle meget fastlåste rammer om den kommende decentrale struktur, bliver den netop ikke decentral.

Hvis vi politisk vælger at beslutte nogle meget fastlåste rammer om den kommende decentrale struktur, bliver den netop ikke decentral.

Bob Richard Nielsen (DF)

Byrådet sendte sagen om de selvstyrende hjemmehjælpere retur til videre sagsbehandling i ældre- og omsorgsudvalget.