Ældrekonsulent Niels Semlov går på efterløn

Seniorernes mand bliver nu selv en aktiv senior.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ældrekonsulent i Guldborgsund Kommune, Niels Semlov, har pakket sit kontor ned i papkasser. Sidste arbejdsdag er slut, og han kan gå hjem og slutte sig til seniorerne.

Den 61-åriges job forsvandt, da politikerne i Guldborgsund besluttede, at Guldborgsund Seniorklubber i fremtiden skal køre videre udelukkende på frivillige arbejdskraft.

- Jeg har ikke valgt tidspunktet selv, men jeg vil ikke bruge min tid på at være sur og bitter. Jeg har haft en fest på mit arbejde i alle årene. Jeg føler mig privilegeret og har haft masser af spændende opgaver og sjove oplevelser.

- Jeg har arbejdet med så mange fantastiske medarbejdere og frivillige. Og der ingen, der har blandet sig i min måde at gøre tingene på. Det har jeg sat stor pris på, slår Niels Semlov fast.

Det blev til 38 år i ældre-branchen for Niels Semlov, som selv fandt på titlen “Ældrekonsulent”.

- Jeg bad min chef om den titel, for jeg var ikke vild med at være “Omsorgsleder”. Ordet omsorg kan godt blive noget omklamrende, og det har aldrig været det væsentligste for mig, at der står leder på mit visitkort, fortæller Niels Semlov.

Han er “gammel Nørrebrodreng” men søgte i 1978 til provinsen for at få fred og ro til familielivet. I Nykøbing F. Kommune fik han jobbet med at lede det dengang helt nye dagcenter for ældre.

- Egentlig er jeg uddannet fritidspædagog, men det var godt både for børnene og mig selv, at jeg ikke fik arbejde blandt børn og unge. Det egnede jeg mig ganske enkelt ikke til.

I stedet har Niels Semlov gennem hele sit arbejdsliv organiseret arbejdet for og omkring ældre i Frederiksberg, Nykøbing F. og sidst Guldborgsund kommuner.

Hans kodeord i arbejdet har hele vejen været respekt for andre mennesker.

- Da jeg var skolelev, spurgte min dansklærer i klassen, om vi helst ville have en retfærdig eller en forstående lærer. Mange stemte for den retfærdige, men jeg gik og går ind for den forstående linie.

- Med den behandler man nemlig forskellige mennesker forskelligt for at finde alles styrker, hjælpe de stilfærdige frem og holde de højtråbende lidt tilbage, fortæller Niels Semlov.

Sådan har han gennem 13 år styret “sit” Seniorklubbernes Hus på Poul Martin Møllersvej i Nykøbing F., hvor cirka 700 medlemmer fordelt i 17 klubber og 100 frivillige, bisiddere og besøgsvenner har ladet sig lede på Semlovs milde og afdæmpede måde.

Det er en facon, som mange har sat pris på - også formand for Guldborgsund Seniorklubber, Margit Bertelsen.

- Niels Semlov bliver ikke nem at undvære. Han har i høj grad bidraget til, at vores hus har en rigtig god kultur, hvor de mange frivillige trækker på samme hammel og hjælpes ad i en god, fælles ånd, fortæller hun.

Det er nu den nye bestyrelse i Seniorklubbernes Hus, der skal løfte de opgaver i samarbejde med Guldborgsund Kommune.

- Derfor er vi også meget glade for, at Niels Semlov har sagt ja til at træde ind i bestyrelsen som sekretær og tovholder i et aktivitetsudvalg, siger Margit Bertelsen.

På spørgsmålet om Niels Semlov nu skal lave det samme, som han plejer - bare uden løn, griner han.

- Ja, jo... det er der nok noget om. Seniorklubberne er jo også mit barn, og jeg brænder for dem. Men min indsats i bestyrelsen bliver slet ikke i nærheden af 37 timer om ugen, slår han fast.

Det er nok meget godt, for Niels Semlov har meget andet han skal nå i sin seniortilværelse. Han vil lære spansk, så han kan begå sig, når han besøger sin datter i Spanien. Han vil gerne starte et metalværksted for seniorer op. Han vil skrive om etik og moral på ældreområdet, og når der igen kommer et menighedsrådsvalg, vil han også stille op for at arbejde for fornyelse i kirken.

Niels Semlovs afsked markeres med en reception tirsdag 15. december klokken 11 til 13 i Seniorklubbernes Hus, Poul Martin Møllersvej 22, Nykøbing F.