Afklaring om den brændte kutter trækker ud: Hvad skete der?

Søfartsstyrelsen undersøger stadig forhold om "Signe Rink". Foto: David Arnholm

Søfartsstyrelsen undersøger stadig den sejlads, hvor gammel kutter brændte i Grønsund.

Offentliggjort Sidst opdateret

STUBBEKØBING: Sagen om kutteren "Signe Rink", som sidst i januar brændte i Grønsund, trækker ud.

Det oplyser Søfartsstyrelsen, der er i gang med at undersøge sejladsen inden branden.

- Vi kan fortsat alene oplyse, at undersøgelse og behandling (af sejladsen, red.) stadig pågår, siger Martin John, der er synschef i Søfartsstyrelsen.

Han opfordrer også Folketidende til at vende tilbage ved en senere lejlighed.

Undersøger sejlads

Søfartsstyrelsen gik kort efter branden, der ødelagde den forfaldne kutter, i gang med en undersøgelse.

Ikke af selve branden, men af den sejlads, der lå forud for branden.

Blandt andet skulle det konstateres, om der var tale om spiritussejlads.

Dengang sagde Martin John, at undersøgelsen kunne være ret hurtig færdig.

Men undersøgelsen finder altså fortsat sted.

Måtte forlade havn

"Signe Rink", der blandt andet har sejlet med kongelige på Grønland, kom til Stubbekøbing midt i december 2023.

Her skulle det repareres på havnens bedding, men måtte forlade havnen midt i januar.

Guldborgsund Havne ville ikke have kutteren liggende, da en lille forsikring på fartøjet pludselig blev opsagt.

Drev og brændte

Under en storm begyndte kutteren at drive i Grønsund og gik på grund ved dæmningen mellem Møn og Bogø.

Her brød den pludselig i brand, og skipper Werner Blohm blev reddet i sidste øjeblik.

Han gik derefter til politiet for at klage over og anmelde havnen, der viste ham væk.

Men det er der indtil videre ikke kommet noget ud af.