Afviser mobbekultur: - Ingen har givet os besked om det

En procent af børnene i 7.-9. klasse bruger nikotinposer ugentligt. Men langt de fleste udskolingselever, 90 procent, har aldrig taget dem. Foto: Liselotte Sabroe

Kræftens Bekæmpelse har advaret mod en tendens med, at børn, der ikke tager nikotinposer, risikerer at blive mobbet. Men det billede genkender kommunens tre SSP-konsulenter ikke.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND: Vil man være med i den rette klike, skal man gerne være klar på at tage nikotinposer ind under overlæben. Gør man ikke det, risikerer man at blive udsat for mobning.

Det var ét af budskaberne fra Kræftens Bekæmpelse Lolland til folketingsmedlem Kasper Roug (S) i sidste uge, men blandt SSP-konsulenterne i Guldborgsund Kommune skabte den udmelding løftede øjenbryn.

Læs også: Unge bliver moppet, hvis de ikke tager nikotinprodukter

- Det er muligt, at det er noget, der finder sted i en lille gruppe i omgangskredsen. Men det er ikke noget, vi oplever som en tendens. Og vi har et ret godt blik på de 17 skoler i Guldborgsund Kommune, lyder det fra SSP-konsulenterne May Hansen, Charlotte Krarup og Jens Tang Holbek.

- Vi har et fint forhold til SSP-kontaktlærerne, men ingen har givet os besked om det, og det er heller ikke noget, vi hører om på vandrørene eller fra de unge. Tværtimod har vi hørt, at en del unge faktisk er gode til at sige fra, hvis de tilbydes nikotinposer, tilføjer May Hansen.

Et skred efter folkeskolen

Ungeprofilundersøgelsen viser, at imens 1 procent af de unge fra 7.-9. klasse i Guldborgsund bruger snus, nikotinposer eller tyggetobak hver uge mod 0,9 procent på landsplan, så er der flere unge på landsplan end i Guldborgsund, der bruger ét af de tre produkter hver dag.

90 procent af de lokale unge svarer, at de aldrig bruger nikotinposer, snus eller tyggetobak, imens tallet for resten af landet er 89 procent.

- Det er ikke min oplevelse, at mange børn i folkeskolen tager de her produkter. Men derefter ser vi ofte et skred, når de går videre til en ungdomsuddannelse eller 10. klasse. Og det er næsten uanset, hvad det handler om.

Ligner lakrids

Til gengæld oplever SSP-konsulenterne, at det ikke længere er smart blandt de unge at ryge almindelige cigaretter. Smøgerne er så at sige blevet erstattet af nikotinposer. Og det gælder blandt en meget bred gruppe af unge. Også de unge, der dyrker for eksempel fodbold på højt plan, kan finde på at tage nikotinposer, fordi det ikke påvirker konditionen på samme måde som cigaretter.

- Det er næsten håbløst at fortælle dem, at de ikke skal bruge det. Bøtterne ser rene ud, og de findes fremme i kioskerne sammen med tandpasta og tandtråd. Unge influencere reklamerer for dem, og bøtterne ligner næsten noget, der indeholder slik. Det er bare desværre meget afhængighedsskabende, siger Jens Tank Holbek.

Han anerkender bekymringen for, at nogle af de lidt yngre elever måske kan have svært ved at sige nej, hvis bøtten sættes foran ansigtet på dem. Men at de udsættes for mobning, oplever han og hans kolleger ikke.

Folketidende har tidligere skrevet om, hvor afhængighedsskabende nikotinposer kan være, læs artiklen her.