På Nykøbing Sygehus' akutafdeling kunne man forvente, at der i pinse-weekenden havde været ekstra travlt.
Tusindvis og atter tusindvis af løbere deltog i Royal Run anden pinsedag, og om lørdagen var 176 fodboldhold på NFC's baner, da Nykøbing FC holdt Pinsecup.
Sådan gik det ifølge chefsygeplejerske på Nykøbing Sygehus' akutafdeling, Tom Hansen, heldigvis ikke.
- Det er forbløffende. Man kunne tro, at der kom ekstra meget pres på vores akutafdeling, men det har været en rigtig god pinse på sygehuset, siger chefsygeplejersken.
Ekstra mandskab
Royal Run-løberne kom ind med forstuvninger, men ikke noget alvorligt.
- Vi havde ellers rustet os, fordi der ville være de to store arrangementer i vores by, siger Tom Hansen.
En ekstra sygeplejerske og en ekstra læge var på arbejde anden pinsedag, da de ansatte forventede, at der ville komme pres på afdelingen.
Men heldigvis mærkede afdelingen meget lidt til løbefesten.
Politiet: Fin stemning
Heller ikke Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi havde en travl løbedag.
- Alt i alt forløb det hele i god ro og orden med mange festglade mennesker og fin stemning, skriver politiet i sin døgnrapport om Royal Run.