Aldi giver op: Annullerer projekt på Falster
Snart er Aldi fortid i Danmark og dermed også på Sydhavsøerne. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Det er uvist, hvad der kommer til at ske med grunden på Kæpgårdsvej i Nørre Alslev, hvor der skulle have ligget en Aldi. Det er ikke lykkedes at finde nogen, der vil overtage projektet.
Ti steder på Lolland og Falster var der enten allerede en eksisterende Aldi-butik eller et Aldi-projekt i støbeskeen.
Men fælles for alle disse områder er, at de ophører som et Aldi-projekt, fordi den tyske lavpriskæde trækker sig helt ud af det danske marked.
Som de fleste ved, overtager Rema 1000 mange af de eksisterende butikker, forudsat at Konkurrencestyrelsen godkender aftalen. Salling Group har dog erhvervet sig den nybyggede Aldi i Rødbyhavn og laver den om til en Netto, når også den aftale er endeligt godkendt af Konkurrencestyrelsen. Et igangværende Aldi-projekt under ombygning i Stubbekøbing overtages også og laves om til en Netto.
Men ét projekt har der længe været uvished om. For efter planen skulle der være bygget og åbnet en Aldi på Kæpgårdsvej 8 i Nørre Alslev, men det projekt blev skrinlagt ved Aldis tilbagetrækning.
Længe forsøgte discountkæden at få solgt grund og projektet videre til andre interesserede, men nu har Aldi givet op og droppet projektet på Nordfalster. Det fortæller Aldis Kommunikationschef Louise Wendelboe.
- Status er, at vi efter forgæves forsøg på at finde nogen, der ville overtage efter Aldi, har aftalt med udvikleren, at vi annullerer projektet på adressen Kæpgårdsvej 8 i Nørre Alslev.
- Aldi er efter aftale med udvikleren trådt ud af aftalen, lyder det.
Derfor er der altså foreløbig ikke meget, der tyder på, at den ledige grund i Nørre Alslev bliver overtaget af en dagligvarekoncern.
Den endelige lukningsdato af de fortsat åbne Aldi-butikker på Lolland og Falster er endnu uvis. Først når Remas overtagelse bliver godkendt, kan vi blive klogere. En afklaring forventes indenfor de nærmeste uger.
Foreløbig er det kun Aldi-butikken i Nørre Alslev, der er endeligt lukket. Den havde sidste åbningsdag 2. februar i år.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned