Aldrig set værre: 8 ud af 10 børn ikke udredt til tiden

Børn og unges ret til udredning i psykiatrien findes kun på papiret. Nye tal viser, at 8 ud af 10 børn og unge ventede for længe i andet kvartal af i år.

Offentliggjort Sidst opdateret

8 ud af 10 børn og unge med brug for hjælp i psykiatrien blev ikke udredt inden for de lovbestemte 30 dage i andet kvartal af i år.

Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

I første halvdel af 2024 er 4.700 børn og unge med andre ord ikke blevet udredt til tiden. Det svarer til mere end 220 hele folkeskoleklasser.

Udviklingen har været grel i flere år, og i årets første kvartal lød antallet af forløb, hvor udredningsretten ikke blev overholdt, på 69 procent, altså knap 7 ud af 10 børn.

Det er 4.700 børn og unges liv, der er sat på pause.

Siden er udviklingen kun blevet værre, og nu viser de seneste tal, at 81 procent af de børn og unge, der er henvist til udredning for deres psykiske vanskeligheder, ventede for længe.

Og det er gennemsnittet på landsplan. I to regioner er tallene endnu højere, nemlig 88 procent i Region Hovedstaden og 89 procent i Region Midtjylland.

Region Sjælland er den region, der klarer sig bedst ved kun at overskride de 30 dage i 58 procent af tilfældene.

Rettidig behandling er nødvendig

- Det er 4.700 børn og unges liv, der er sat på pause. Risikoen for, at deres situation bliver mere alvorlig i ventetiden, er stor. Hvor er regeringen?, lyder det fra Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under billedet.

Hvis regeringen vil hjælpe her og nu, så skal man udnytte den kapacitet, der er i det private, langt bedre, mener hun.

- Psykiatrifonden har tidligere præsenteret sundhedsminister Sophie Løhde (V) for en plan for, hvordan man kan sikre rettidig behandling af børn og ung. I lyset af den dårlige udvikling håber jeg, at hun vil tage et ekstra kig på den, siger Marianne Skjold.

Når børn og unge i psykiatrien ikke bliver udredt til tiden, skyldes det ifølge Psykiatrifonden i 90 procent af tilfældene manglende kapacitet.