Steen Pedersen, Peter Bernholm, Bente Dahl, Alice Pedersen og Henning Dahl kan ikke genkende Lokalplan 162 i den virkelighed, de er blevet naboer til på Pimpernelvej. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Naboer til nyt sommerhusbyggeri føler sig snigløbet af Guldborgsund Kommune
Birgitte GrønningBirgitteGrønning
OffentliggjortSidst opdateret
BØTØ Peter Bernholm og hans familie er ved at få bygget et nyt sommerhus på Pimpernelvej på Bøtø.
Han glæder sig. Men ikke så meget som inden, han opdagede, at hans nye hus får et 331 kvadratmeter stort poolhus som nærmeste nabo.
- Vi havde aldrig valgt denne grund til vores hus, hvis vi havde vidst, at Guldborgsund Kommune åbenbart giver byggetilladelser til alt og alle uden at tænke på placeringen, siger Peter Bernholm og tilføjer:
- Det er kommunen, der er gal på den, når den ændrer så meget i en lokalplan, at et enkelt projekt som dette kan komme til at ødelægge det for over 100 grundejere i området med støj og voldsom trafik, mener Peter Bernholm, der har været i kontakt med sin nye nabo.
Han frygter gener ved udlejning af poolhuset til store grupper og fester og bakkes op af Steen og Alice Pedersen, der har haft sommerhus i første række til den nye udstykning på Pimpernelvej i 23 år. Og af Bente og Henning Dahl, som i 20 år har boet på den anden side af vejen.
Annonce
Naboerne har studeret Lokalplan 162, der åbner for byggemulighederne på det grønne område, som tidligere hørte til Dansk Folkeferie.
- Vi gjorde ingen indsigelser dengang, lokalplanen blev sendt i høring og vedtaget i 2013, for alt så fredeligt ud. Men nu kan vi slet ikke genkende lokalplanens ord i virkeligheden. Vi føler os snigløbet af kommunen, siger Steen Pedersen.
I baggrunden ses Peter Bernholms nye sommerhus. De syv af husene i udstykningen bliver mellem 89 og 125 kvadratmeter - det ottende er planlagt til 331 kvadratmeter. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Grund voksede
I Lokalplan 162 står, at området kan udstykkes i mindre matrikler på 1.100 til 1.500 kvadratmeter. Det tillader byggeri af huse på op til henholdsvis 165 og 225 kvadratmeter.
Men grunden ved siden af Peter Bernholms er godt 2.200 kvadratmeter, og derfor kan huset med den tilladte bebyggelsesprocent på 15 komme op på de 331 kvadratmeter.
- Fremadrettet kan alle sommerhusejere åbenbart risikere, at naboen får lov at bygge et kæmpe poolhus, hvis grunden er stor nok, siger Peter Bernholm.
Naboerne efterlyser derudover det grønne fællesareal, lokalplanen beskriver i sin formålsparagraf. Det grønne og stien ned til områdets sø er der ikke meget tilbage af, mener de.
Henning og Bente Dahl har for nylig bygget et nyt skur ved siden af deres sommerhus.
- Vi søgte om tilladelse til at rykke skuret en meter længere ud mod vejen i skellet, men fik afslag og måtte jo så rette ind. Det forekommer underligt, at andre samtidig kan få kommunens velsignelse til at fravige en lokalplan så meget, konstaterer Bente Dahl.
Bente og Henning Dahl studerer Lokalplan 162, som byrådet vedtog i 2013, og undrer sig over, hvor dens bestemmelser blev af. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Grundejere kritiske
Annonce
Også i Marielyst Grundejerforening er formand Flemming Mikkelsen kritisk overfor Guldborgsund Kommunes forvaltning af Lokalplan 162.
- Når kommunen giver tilladelse til at udstykke en enkelt grund på mere end 2.200 kvadratmeter, kan vi i grundejerforeningen ikke komme til anden konklusion end, at kommunens politikere ikke tager deres egne intentioner alvorligt. Det faktum, at kommunen ikke følger sin egen lokalplans retningslinjer, er ikke alene et udtryk for manglende hensyn til de øvrige sommerhusejere i området, der har investeret i sommerhuse i et lokalområde i sikker tiltro til, at intentionerne i lokalplanen respekteres. Det er også et udtryk for, at det umiddelbart kan være vanskeligt at se værdien af lokalplaner, når deres intentioner brydes ved første lejlighed, mener Flemming Mikkelsen, der har stillet en række spørgsmål til kommunen om sagen.
- Marielyst Grundejerforening er på ingen måde imod store poolhuse, som kan tiltrække turister til området. Men vi er imod forkerte placeringer af disse poolhuse, og det er der tale om i det her tilfælde, tilføjer Flemming Mikkelsen.
Bente og Henning Dahl studerer Lokalplan 162, som byrådet vedtog i 2013, og undrer sig over, hvor dens bestemmelser blev af. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Ingen dispensation
Guldborgsund Kommune har givet dispensation fra lokalplanen, så de otte nye huse kan bygges med en anden tagbelægning og udendørsbelysning - og så det største af husene må bygges med 165 kvadratmeter terrasse.
Men størrelsen af grunden er der ikke givet dispensation for.
Det skyldes ifølge et brev til naboerne fra Dennis Grønbæk Christensen, der er byplanlægger i Guldborgsund Kommune, at lokalplanen ikke sætter en maksimal størrelse på husene.
Kommunen kan ikke nægte en byggetilladelse, hvis byggeriet ligger indenfor den normale byggeret, lyder forklaringen i brevet.
Det har trods flere henvendelser ikke været muligt inden deadline at få uddybet dette fra Dennis Grønbæk Christensen eller andre i Land & By i Guldborgsund Kommune.
Læs blandt andet de politiske reaktioner på sagen i morgen.