Andelshavere genvalgte bestyrelse

199 andelshavere i Sydfalster Varmeværk var mødt op til generalforsamlingen. Ifølge tidligere års deltagere plejer der at være mellem 120 og 140 på generalforsamlingen. Foto: Claus Hansen

Nu må vi starte på en frisk og se fremad, sagde formand efter generalforsamlingen.

Offentliggjort Sidst opdateret

IDESTRUP For de, der var til årsmødet i Det Falsterske Digelag i oktober måned sidste år, var der flashback i aftes. Det begyndte allerede udenfor indgangen til Idestruphallen, hvor 199 andelshavere var mødt op for at deltage i generalforsamlingen i Sydfalster Varmeværk. Det gav kø. Eftersigende, fordi spørgsmålet om fuldmagter blev diskuteret allerede ved indgangen.

Gunnar Mikkelsen og en gruppe kritikere havde medbragt 46 fuldmagter, som alle blev afvist. Dermed var der lagt i ovnen til det, mange af de ventende i køen allerede talte om. At der ventede et rivegilde. Andre var bare ivrige efter at høre bestyrelsens forklaringer på, hvad der skete omkring de gratis tilslutninger af seniorbofællesskabet Sundhaven til Sydfalster Varmeværk. En af de fremmødte, Jan Sørensen, satte følgende ord på:

- Jeg regner med at få mere syn for sagen end dét, man har kunnet læse om i avisen.

Andre i køen talte om, at enhver bestyrelse måtte være taknemmelig for et sådant fremmøde til generalforsamling.

Siddende bestyrelsesformand Hans Nielsen byder velkommen. Bag sig har han øvrige bestyrelsesmedlemmer samt dirigent Morten Jensen og revisor Thomas Henckel. Foto: Claus Hansen

Luften var tyk

Cirka 45 minutter efter generalforsamlingen skulle være begyndt, gik den endelig i gang, og bestyrelsesformanden i Sydfalster Varmeværk, Hans Nielsen, lagde ud med et ønske om, at der blev debatteret i en god og respektfuld tone. Allerede under første punkt blev det tydeligt, at man ikke så ens på tingene i salen. For eksempel ville Gunnar Mikkelsen have dirigent Morten Jensen fra Advokatfirmaet Drachmann erklæret inhabil. Det kunne han ikke få, men han kunne stille en modkandidat. Det skete ikke, så Morten Jensen fik æren. Gunnar Mikkelsen indtog dog hurtigt talerstolen igen og gjorde luften i Idestruphallen tyk af såvel lovhenvisninger som anklager om både mandatsvig og dokumentfalsk.

- Det er ærgerligt, at der er sådan en kværulant, sagde tilhører Marianne Jespersen, da tre timer var gået, og generalforsamlingen stadig kun var nået til punkt tre.

Fra venstre er det Gunnar Mikkelsen, Tom Rasmussen, Kent Nielsen og Claus Clausen, der ikke havde held til at vælte den siddende bestyrelse med et mistillidsvotum. Foto: Claus Hansen

Det uvisse

Der var mest debat om forholdene vedrørende gratis tilslutning af Sundhaven til fjernvarme, om hvordan den daværende bestyrelse agerede i 2018, om byggeriet, der voksede fra 11 til 32 boliger, og de gratis tilslutninger, der efterfølgende fulgte med. Her var det næstformand Søren Møller Madsen, der tog ordet. Både fordi Hans Nielsen er inhabil, idet han ejer 50 procent af Sundhaven, og fordi han ikke var formand på daværende tidspunkt.

- Der er fem dage, fra forespørgsel fra bygherren om gratis tilslutning fremsættes, til daværende formand Birger Mikkelsen svarer. Vi ved ikke, hvad der er sket. Det fortaber sig i det uvisse. Der er ingen notater. Men vi kan konkludere, at sagen blev forelagt bestyrelsen for sent. Det kan vi ikke lave om på med tilbagevirkende kraft, lød det.

Etisk kompas sat ud

Gunnar Mikkelsen veg ikke fra talerstolen ret længe ad gangen. Han mente generelt, den siddende bestyrelses etiske kompas var sat helt ud. Ifølge ham var der også problemer med målingen af varmeforbruget, da boligerne blev tilsluttet, ligesom den var gal med en lagernedskrivning på 400.000 kroner. Men Gunnar Mikkelsens argumenter vandt fortsat ikke gehør i forsamlingen. Applaus fik Peter Bondo til gengæld, da han sagde:

- Det er meget uheldigt med denne krakilske fremturen og fordrejelser. Bestyrelsen har taget kritikken til sig. Der skal rettes op, men den her debat må kunne bringes til ende uden myriader af grimme beskyldninger, lød det.

Under forslag fra bestyrelsen bad denne generalforsamlingen godkende, at Sundhaven fik tilslutningen. Kunne den ikke det, ville bestyrelsen træde tilbage. 104 stemte for godkendelsen, og derfra gik det stærkt. Gunnar Mikkelsen trak en hel række forslag tilbage, og i sidste ende stod det klart, at han ikke var valgbar til bestyrelsen. Det fik yderligere kritikere til at trække deres kandidatur til bestyrelsen.

- Flertallet har manifesteret sig, og der var ingen grund til at gå videre. Så vi håber, bestyrelsen har lært at tage ordentlig vare på beslutningsgrundlaget, sagde Mikkelsen efterfølgende.

Hans Nielsen var glad for fremmødet og håbede, at man nu kunne se frem og begrave stridsøksen.