Anholdt to gange på en nat

En 19-årig ung mand kunne i nat have sluppet med en bøde. Men han endte i stedet i detentionen i Næstved.
Kort efter klokken 02 blev han anholdt af politiet på Marielyst.
Han havde stået og tisset på Torvet, og da han derefter råbte af betjentene, så blev han anholdt og taget med.
Patruljen kørte ham hjem til hans bopæl i Nykøbing F. og løslod ham. 

En time senere stod han ved politistationen og råbte op.
Episoden her sluttede med, at han kastede et askebæger, der står i gårdenved politigården, mod en patruljevogn.
Klokken 03.30 ringede han til politiet og fortalte, at han nu var på banegården i Nykøbing og gerne ville tale med politiet.

En patrulje kørte til stedet. Her var den 19-årige igen genstridig, og så blev han anholdt for anden gang den nat.
Derefter blev han kørt til Næstved og sat i detentionen.
Fredag morgen blev han så løsladt igen og kunne tage hjem til Nykøbing F.




Der har igen i nat været mange unge feststemte mennesker i Marielyst - og derfor har politiet også været talstærkt tilstede.

Offentliggjort Sidst opdateret