Anne Lise stopper efter 52 år: - I mit næste liv vil jeg også være garnhandler

Før i tiden strikkede Anne Lise Jakobsen meget i hvidt, sort og gråt. Men nu er der kommet lidt mere knald på farverne på trøjerne, efter hun er blevet mere "grå i toppen", som hun siger. Foto: Katrine Sabroe Christensen.

Anne Lise Jakobsen fra Bettygarn har solgt sin garnforretning. Onsdag 23. oktober er sidste åbningsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Det er med meget blandede følelser, at indehaver af Betty Garn i Skolegade, Anne Lise Jakobsen, har taget beslutningen om af afhænde sin elskede garnforretning.

- Uh, bare det at vi skal snakke om det, giver mig en klump i halsen. Men jeg glæder mig, det må jeg sige. Men det bliver en meget, meget vemodig dag efter 52 1/2 år i butik. Det har været nogle gode år.

- I mit næste liv, hvis der er sådan et, der vil jeg også være garnhandler. Men nu får jeg mere tid til at fordybe mig i kreative ting som at lave keramik, male og selvfølgelig at strikke.

- Jeg tror, jeg vil kaste mig over "Lærke Bagger", som de yngre er vilde med at strikke i dag. Og her til jul skal jeg bage julesmåkager sammen med mine børnebørn. Det har der ikke været så meget tid til tidligere, fortæller Anne Lise Jakobsen, der har rundet de 80 år.

Det har uden tvivl været en livsstil for Anne Lise Jakobsen at være garnhandler.

- Jeg har strikket, siden jeg var fem år, og før i tiden har jeg blandt andet designet strikvarer for firmaer. Jeg elsker selv at finde på. Jeg vågner gerne klokken 5.30, og så skal jeg lige nå at strikke lidt, inden dagen går i gang, fortæller hun.

Anne Lise Jakobsen har været så heldig at finde Julie Stuhr Jensen, der overtager butikken, og vil drive den videre under samme navn.

Onsdag 23. oktober er Anne Lise Jakobsens sidste åbningsdag, hvor der vil være reception på dagen fra klokken 10 til 17.