Arbejder på ny strategi for at bekæmpe elendig sundhed
Det sker slemt ud med sundheden i Gulrborgsund Kommune. Vi lider for eksempel af mere langvarig sygdom og multisygdom, vi spiser mere usundt og er for tykke, vi ryger mere og sidder mere stille foran skærme. Og vi har også en lav mental trivsel. Arkivfoto: Jens Dresling
DRESLING JENS
Den lokale sundheden halter, men vi skal kureres med mere nærhed og mere uddannelse, mener formand for ældre- og omsorgsudvalget, der går i strategisk tænkeboks 6. maj.
GULDBORGSUND: Region Sjælland har målt sundheden for alle sine borgere fordelt på kommuner, og det ser ganske slemt ud i Guldborgsund Kommune.
Det kom frem tidligere på året, da Sundhedsprofilen for 2021 blev offentliggjort. I denne uge lå de usunde fakta også på bordet i ældre- og omsorgsudvalget i Guldborgsund Kommune, hvor man har til opgave at arbejde strategisk med målingerne for at få rettet op på den lokale usundhed.
- Det ser ikke godt ud, konstaterer formand for udvalget Bob Richard Nielsen (DF) med henvisning til målinger, der viser, at Guldborgsundborgerne ligger på den syge side af gennemsnittet i regionen på en lang række punkter i målingen.
Vi lider for eksempel af mere langvarig sygdom og multisygdom, vi spiser mere usundt og er for tykke, vi ryger mere og sidder mere stille foran skærme. Og vi har også en lav mental trivsel.
Ældre- og omsorgspolitikerne mødes fredag 6. maj til et strategiseminar, hvor de skal arbejde med deres input til kommunens strategiske pejlemærker, som hele kommunen skal styre efter i denne byrådsperiode - herunder sundheden blandt borgerne.
En ringe trøst
- Socioøkonomisk er vi udfordrede, og det afspejler sig også i sundhedsprofilen for vores kommune. Det, der taler i den gode retning, er, at vi ligger ret ens med de sammenlignelige kommuner i Region Sjælland, når man ser på demografi, socioøkonomiske forhold og sundhedsprofilen. Guldborgsund Kommune stikker ikke helt af, hvis man sammenligner os med for eksempel Odsherred. Så ligger vi indenfor "normalen", som jo er et ærgerligt ord at bruge om en sundhedsprofil, der ser så skridt ud. Det er en ringe trøst, og derfor skal der også gøres noget, erkender Bob Richard Nielsen.
Han ser frem til den varslede nye sundhedslov fra Christiansborg, der - når den er vedtaget - skal flytte noget af sundhedsansvaret ud i kommunerne. Klyngesamarbejder blandt læger og nærhospitaler har været nævnt, og det er noget, der kommer til at gøre en positiv forskel, mener Bob Richard Nielsen.
Tættere på er bedre
- Det er godt at tage mere af ansvaret for sundheden hjem i vores egen kommune, fordi vi kender vores egne borgere og kan se 360 grader rundt om dem og komme tættere på dem. Vi kender deres boligsituation og deres socioøkonomiske forhold. Vores medarbejdere vil med deres faglige kompetencer kunne arbejde med folkesundheden på en ny måde, forudser Bob Richard Nielsen.
Når man skal lede efter kommuner, der har bedre sundhedsprofiler end Guldborgsund Kommune, skal man kigge mod København og andre storbyer med mange veluddannede mennesker.
Derfor skal der også mere fokus på uddannelse i kommuner som Guldborgsund, mener Bob Richard Nielsen.
Uddannelse hænger nøje sammen med sundhed, så jo mere vi kan gøre for at skabe uddannelse for vores borgere, jo større sundhed følger der med.
Bob Richard Nielsen, DF, formand ældre- og omsorgsudvalget
- Uddannelse hænger nøje sammen med sundhed, så jo mere vi kan gøre for at skabe uddannelse for vores borgere, jo større sundhed følger der med. Det viser alle tal og statistikker. Folkesundheden starter allerede fra børnehaveklassen, og et godt erhvervsskolemiljø og nye uddannelser i kommunen er med til at styrke sundheden. Derfor er det rigtigt og vigtigt, at vi i Guldborgsund Kommune nu tænker sundhed ind på tværs af alle udvalg som et vigtigt parameter for de kommende års arbejde, fastslår mener Bob Richard Nielsen.
Man kan læse en pixiudgave af Sundhedsprofilen 2021 for Region Sjælland her: http://publikationer.regionsjaelland.dk/data-og-udviklingsstoette/sundhedsprofil-2021-pixi/
Hvad er socioøkonomi?
Socioøkonomisk status inddeler personer i kategorier efter deres primære indkomstkilde/aktivitet i løbet af året. Det kan for eksempel være selvstændig, lønmodtager, arbejdsløs, studerende eller folkepensionist. I opgørelser på familieniveau anvendes den socioøkonomiske status for den person i familien, der har den højeste indkomst.
Danmarks Statistik tildeler hele befolkningen en socioøkonomisk status ved hjælp af oplysninger fra registre om indkomster, uddannelsesaktivitet og arbejdsløshed.
Seneste artikler
Tom og lokalsamfundet sendte en redningskrans og fik et nyt hus tilbage
Kontrol udløste adskillige sigtelser
Vandet var populært hos årets studenter
NFH-træner ser muligheder for at gå videre
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by
Medie: Lollik savnet efter kæntring