Årelang konflikt blusser op igen: Uenighed om millioner fortsætter
I dag skal byrådet drøfte taksten for private plejehjem. Den sag har tidligere udløst en større debat. Arkivfoto: Anders Knudsen
.
Byrådet skal atter godkende den døgntakst, kommunen betaler for borgere på private plejehjem.
Konflikten har ulmet i årevis og gør det stadig. Og nu kan der igen blive pustet til gløderne.
På den ene side af bålet står Guldborgsund Kommune, på den anden det private plejehjem Guldbosund. De to er dybt uenige om, hvor meget kommunen skal betale for borgere, der bor på plejehjemmet.
Guldbosund mener, at kommunen betaler alt for lidt. Plejehjemmet sender regninger, og kommunen nægter at betale fuldt ud. Kommunen mener nemlig, Guldbosund opkræver mere end aftalt.
Og det er ikke småpenge, der er på spil. Som tidligere omtalt i Folketidende skriver Guldbosund i sit seneste årsregnskab, at plejehjemmet har over 73 millioner kroner til gode hos to kommuner - og det er Guldborgsund Kommune, der er den helt store skyldner.
Det regnskab er snart et år gammelt, så plejehjemmets krav er formentlig endnu større i dag. Men "i erkendelse af" den procesrisiko, der er, nedskrev Guldbosund i regnskabet tilgodehavendet til omkring 47 millioner kroner.
1265 kroner per døgn
Uenigheden opstår, fordi det er op til de enkelte kommuner at beregne, hvad de skal betale. Princippet er, at en kommune skal betale det samme, som det koster at have en borger på et af kommunens egne plejehjem. Og den takst, man når frem til, skal byrådet godkende en gang om året.
Ligesom alle andre kommuner laver Guldborgsund Kommune derfor en beregning. Problemet er, at Guldbosund mener, kommunen regner forkert.
Den påstand underbygges af, at Guldborgsund Kommune fastsætter en markant lavere takst end mange andre kommuner.
Den seneste beregning er nået frem til, at tasksten skal være 1265 kroner per døgn - 1209 kroner for boligen og 56 kroner for maden. Den takst er det nu op til byrådet at godkende. Og den er altså beregnet korrekt, fastholder kommunens administration.
Den skriver til politikerne, at beregningen er lavet på baggrund af en vejledning fra Kommunernes Landsforening og revisionsfirmaet BDO. Sidstnævnte har også revideret beregningen uden at have bemærkninger.
- Taksten er efter vores vurdering i al væsentlighed beregnet korrekt, fastslår BDO.
Taksten er efter vores vurdering i al væsentlighed beregnet korrekt.
BDO
Kontrolenhed på vej
Den konklusion hæfter det store byrådsflertal med borgmester Simon Hansen (S) i spidsen sig ved. Angriber man beregningen, angriber man BDO, har han tidligere argumenteret med.
Særligt Venstre har dog været kritisk og efterlyst en nærmere undersøgelse af, om Guldbosund har ret i sin kritik. Og da byrådet for et års tid siden skulle godkende taksterne, udløste det en gigantisk debat.
I eftermiddag er sagen igen på dagsordenen ved byrådsmødet. Nu er det taksten for 2025, der skal godkendes.
Da sagen forleden blev behandlet i Økonomiudvalget, anbefalede udvalget, at byrådet godkender taksten. Men et enkelt medlem af Økonomiudvalget gjorde ikke. Venstres Ole K. Larsen kunne ikke godkende indstillingen, fremgår det af referatet.
Dermed kan bålet altså blusse op igen. Der er dog for længst blevet ringet efter brandvæsnet.
For et år siden lancerede regeringen nemlig et forslag om at etablere en uvildig kontrolenhed, der skal kunne se kommunernes beregninger af takster til selvejende og private leverandører af ældrepleje efter i sømmene. Den enhed, som placeres under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, vil formentlig kunne slukke bålet.
Men den åbner først sin brandstation 1. juli 2025.