Årets Butik overhalede 78 andre butikker – bag et stillads i Østergågade

Hele teamet fra Louis Nielsen i Nykøbing Falster var taget til Herning for at deltage i seminar og fest med flere end 800 kolleger fra hele landet. De kom på scenen for at modtage prisen som 'Årets Butik 2025' foran 78 andre butikker i kæden. Foto: PR

Det var til stor overraskelse og glæde, da medarbejderne fra Louis Nielsen i Nykøbing Falster fik overrakt prisen som Årets Butik foran 800 kolleger ved det årlige seminar for Louis Nielsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da der i september blev rejst stillads foran Louis Nielsen i Østergågade i Nykøbing Falster, kunne det ligne starten på en stille periode. Facaden blev skjult, indgangen gemt, og sådan skulle det være hele vinteren. Men i stedet for at gå ned i gear, satte butikken tempoet op.

Resultatet? En markant vækst i både kundetilfredshed og omsætning – og i starten af maj modtog butikken prisen som Årets Butik i hele optikerkæden.

– Med de udfordringer, vi stod overfor, havde vi ikke regnet med at vinde. Så da vi blev kaldt op på scenen, var det en stor oplevelse. Vores medarbejdere var virkelig stolte, og selv blev jeg helt overvældet, siger butikschef Enor Mujkanovic.

Samlet indsats bag prisen

Prisen blev uddelt ved Louis Nielsens årlige seminar i Herning, hvor alle 79 butikker var samlet. Butikken i Nykøbing Falster fik særlig ros for sin evne til at fastholde – og øge – kundestrømmen trods den ringe synlighed i gågaden.

– Vi besluttede os for at tage udfordringen op. Vi hængte store bannere op på stilladset, øgede vores markedsføring og gjorde alt, hvad vi kunne for at byde kunderne velkommen, siger Enor Mujkanovic.

Samtidig blev butikkens sundhedsprofil styrket. En ny OCT-scanner, der giver mulighed for mere detaljerede øjenundersøgelser, har vist sig populær hos kunderne.

– Mange er blevet positivt overrasket over, hvor meget vi kan se med den. De fortæller det videre til venner og familie – det har helt klart givet os flere kunder, siger chefoptiker Ane Skytte.

Stor pokal og weekendtur i præmie

Ejerkredsen består, foruden Enor Mujkanovic og Ane Skytte, også af Anders Kurtzmann. Sammen driver de også butikken i Nakskov, og de to afdelinger fungerer som ét samlet team.

Med prisen fulgte en stor vandrepokal og 30.000 kroner til et socialt arrangement. Pengene skal bruges på en forlænget weekendtur for hele medarbejdergruppen.

– Vi har ikke besluttet præcist, hvor vi skal hen, men det bliver et sted i Europa. Vi glæder os helt vildt, siger Enor Mujkanovic.

Han fremhæver især medarbejdernes engagement som årsagen til succesen:

– I en situation, der kunne have ført til tilbagegang, valgte vi at tænke offensivt. Vi har fået glade kunder, glade ansatte og flotte resultater ud af det.