Årets kampdag blev gennemført på trods

Forholdene var interimistiske ved årets fejring af den internationale kampdag, men arrangementet forløb uden problemer. Foto: Flemming Keith Karlsen

Dyt erstattede klapsalver, da arbejdernes internationale kampdag blev fejret som drive-in på Cementen.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Det var slet ikke, som det plejer, men den var der, fejringen af 1. maj i Nykøbing, fredag.

Fejringen af arbejdernes internationale kampdag blev grundet coronaepidemien holdt på Cementen som drive-in, hvor langt størstedelen af deltagerne sad i deres biler.

Omtrent 50 biler dukkede op til starten klokken 15, hvor Casper Gyldensøe fra den interimistiske scene - bagenden af en trailer - spillede op med blandt andet Kim Larsens "Joanna".

Tilhørerne, ofte klædt i rødt og bevæbnet med de små røde vindmøller og sangprogrammer, der blev delt ud ved indkørslen, blev herefter budt velkommen af toastmaster Henning Kamper.

- Det er under nogle andre omstændigheder, end vi plejer, sagde han og indskærpede over for tilhørerne, at de skulle blive i deres biler og kun måtte åbne sideruden i førersiden.

Omgivet af røde balloner og den røde fane spillede Casper Gyldensøe herefter op til fællessang med "Når jeg ser et rødt flag smælde".

Det kneb med fællessangen, men straks efter sangen blev der kvitteret med talrige dyt fra bilerne.

Valgplakaterne stod klar ved drive-in-arrangementet. Et sådant blev der også holdt i blandt andet Horsens fredag. Foto: Flemming Keith Karlsen

Fælles valgfront

Dyt kom der også under talerne, der fulgte. Byrådsmedlem og Socialdemokratiets borgmesterkandidat ved byrådsvalget i 2021, Simon Hansen, oplevede straks dette, da han gik på scenen som den første taler.

Han indledte med at tale om coronakrisen, der koster arbejdspladser landet over. Heldigvis, påpegede han, sker der også positive ting, der modvirker krisens effekter.

- Det er rigtig positivt, at Folketinget har sat gang i byggeriet med Femern-forbindelsen, sagde byrådsmedlemmet og roste Vores Nykøbing for at have lavet den digitale webshop, der sikrer, at lokale butikker fortsat har haft nogen handel under krisen.

Valget i 2021 blev også vendt til dette, da politikeren opfordrede til, at Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten danner fælles front, så de kan sikre et bedre valgresultat end i 2017.

Talerne repræsenterede netop, foruden Socialdemokratiet, SF ved byrådsmedlem Annemette Schønberg Johnsen og Christian Tastrup fra Enhedslisten. Dertil talte det lokale folketingsmedlem Lennart Damsbo-Andersen (S).

Leif Petersen og Mette Bentzen, Nykøbing, mente, arrangementet var en god idé, nu det ikke kunne blive, som det plejer. Foto: Flemming Keith Karlsen

Rødt kørende

Som de hyppige dyt, der bragte en del smil, antydede, var tilhørerne godt tilfredse med, at der trods alt blev holdt 1. maj også i år.

Blandt de fremmødte var Mette Bentzen og Leif Petersen, Nykøbing, der så til fra deres røde Skoda Fabia.

- Det er dejligt, at der er nogle kreative mennesker, der finder på sådan noget her. Når nu situationen er, som den er, så er det fint, det kan gøres på den her måde, sagde de gennem sideruden.

Frivillige delte balloner ud og sørgede for, at bilerne var parkeret med god afstand mellem sig. Foto: Flemming Keith Karlsen
Enhedslistens Christian Tastrup advokerede i sin tale for, at solidariteten blev bevaret. Foto: Flemming Keith Karlsen
Omtrent 50 biler var på plads på Cementen fredag eftermiddag. Foto: Flemming Keith Karlsen
Toastmaster Henning Kamper glædede sig over fremmødet ved 1. maj. Foto: Flemming Keith Karlsen
De fleste deltog i arrangementet fra deres biler, men partisoldaterne stod imod regnen. Foto: Flemming Keith Karlsen
Både regeringen og Vores Nykøbing fik ros af Simon Hansen (S) under borgmesterkandidatens tale. Foto: Flemming Keith Karlsen
SF-byrådsmedlem Annemette Schønberg Johnsen roste dem, der sikrer, at hjulene kører under krisen. Foto: Flemming Keith Karlsen
Lennart Damsbo-Andersen, lokalt socialdemokratisk folketingsmedlem, var blandt talerne. Foto: Flemming Keith Karlsen