Arrangør: Brug for nyt setup til Vegvisir

Der bliver ikke som de seneste år sejlads med hundredevis af farverige sejl rundt om Falster i år. Spørgsmålet er nu, hvem der arrangerer næste års Vegvisir Race. Foto: Anders Knudsen/arkiv

Aflysningen af årets sejlads kalder på strukturændringer i arrangørgruppen, mener

Morten Brandt Rasmussen, der er med i den, og som ærgrer sig over forløbet.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Hvis Vegvisir Race skal finde sted i 2021, så skal der nok tænkes i nye baner i sammensætningen af arrangørgruppen bag det.

Det mener Morten Brandt Rasmussen, en af arrangørerne af sejladsen, efter årets udgave officielt blev aflyst onsdag.

- Jeg synes, der er brug for et nyt setup. Der skal selvfølgelig være nogle sejlklubber inde over, men det viser i år, at det ikke virker optimalt, at der måske er behov for at brede det lidt ud, så man inkluderer flere frivillige, som er yngre, fra andre klubber i kommunen. Så vil man ikke være så afhængige af de ældre generationer, som er de mest udsatte i forhold til corona, siger han med reference til, at de fem sejlklubber, han og kommunen arrangerer Vegvisir med, trak sig netop for at beskytte deres medlemmer, som har ældre fødselsattester end gennemsnittet.

Han udelukker ikke at samarbejde med sejlklubberne næste år om Vegvisir, og ambitionen er at køre videre. Han ærgrer sig dog over, at klubberne, da de trak sig, ikke hjalp med at finde yngre frivillige fra sejlklubber lokalt, fra andre steder i landet eller fra for eksempel boldklubber.

Frygt frem for fakta

I forbindelse med aflysningen udsendte kommunen en pressemeddelse, hvor Morten Brandt Rasmussen udtaler, at han er skuffet over aflysningen.

Torsdag fulgte en pressemeddelelse fra ham, hvor han kritiserede de fem sejlklubber for aflysningen, som faldt 14 dage før sejladsen skulle være startet.

- Mange danske og udenlandske sejlere har brugt tid og kræfter på at blive klar til Vegvisir Race. Flere er i gang med den lange transportsejlads fra for eksempel Sverige eller Polen til Nykøbing Falster. Ude i Europa bliver der pakket både på trailere, og der er booket færgebilletter, alt sammen for at komme til Lolland-Falster for deltage i én af årets få internationale kapsejladser. Det gør mig så ked af det, at jeg nu som arrangør må bede dem vende om og blive hjemme, står der blandt andet i pressemeddelsen, før kritikken af sejlerne kommer:

- Og så er jeg frustreret over, at klubberne melder fra uden en gyldig sundhedsfaglig grund, men på baggrund af en ubegrundet frygt for at deres medlemmer skulle blive smittet med Corona under eventet. Havnen i Nykøbing ville have været det mest corona-sikrede sted på Lolland-Falster...Det er en absurd situation, hvor argumenter og ageren baseret på objektive fakta og rationel tænkning fejes af bordet med henvisning til frygt, følelser og mavefornemmelser.

Han og kommunen var, efter sejlklubberne trak sig, kommet frem til en plan B, som kommunen ifølge Morten Brandt Rasmussen valgte at trække sig fra. Dermed stod begivenheden uden havne og mulighed for at blive gennemført.

Stiller op næste år

Arrangørklubber er Guldborgland Bådelaug, Motorbådsklubben Guldborgsund, Nysted Sejlklub, Sejl- og Motorbådsklubben Grønsund og Sejlklubben Vikingen.

I de to sidstnævnte gives der ikke meget for kritikken. Vikingens formand Carl Erik Juel Hansen fokuserer på sine medlemmers sikkerhed.

- Vi klubber er fuldstændigt enige om beslutningen og har fået mange tilkendegivelser fra vores medlemmer om, at de er enige i den. At Morten er i stand til at afgøre, at havnen i Nykøbing ville være det mest coronasikrede sted, det må stå for hans egen regning, siger han og fortsætter om det, der kaldes en subjektiv beslutning:

- Det er fuldstændig korrekt, for det findes ikke nogen objektive kriterier til at træffe den her beslutning, efter min mening.

Han understreger, at en forening ikke kan udsætte andre for en fare, man ikke kender, men som det er muligt at forholde sig til.

Per Thomsen fra Sejl- og Motorbådsklubben Grønsund mener heller ikke, at foreningerne kan tage hensyn til deltagere, der kan være på vej til Vegvisir.

- Der er immervæk 14 dage til, at sejladsen skal foregå. Og sådan er det jo med alt andet, der er aflyst på grund af corona, det kan man jo forvente, som situationen er, siger han.

Han vil ikke udtale sig om, hvordan han ser muligheden for, at klubberne kan samarbejde med Morten Brandt Rasmussen om næste års sejlads efter uenigheden om årets aflysning. Det vil Carl Erik Juel Hansen, uden dog at nævnte Morten Brandt Rasmussen:

- Jeg går ud fra, at Vegvisir skal afholdes næste år, men det betinger, at coronasituationen er afklaret til den tid. Er den det, så ser jeg ikke noget problem i, at vi stiller vores arbejdskraft til rådighed, hvis der er nogen, der spørger efter os.