Arresthus skal igen huse varetægtsfængslede

Der er ingen planer om at udvide antallet af pladser i arresten, der har en kapacitet på 24 pladser. Det handler alene om at ændre på pladsanvendelsen. Arkivfoto Foto: Finn Jørgensen

Kriminalforsorgen bytter frihedsberøvede udlændinge med kriminelle.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Nykøbing F. Arrest vil fra midten af september igen komme i brug som arresthus efter i en årrække at have været anvendt til frihedsberøvede asylansøgere.

Det oplyser Kriminalforsorgen til Folketidende.

Der er ingen planer om at udvide antallet af pladser i arresten, der har en kapacitet på 24 pladser. Det handler alene om at ændre på pladsanvendelsen. Arresthuset skal fremadrettet huse varetægtsfængslede, der bliver indsat af politiet.

Årsagen er, at Justitsministeriet forventer en stigning i belægningen i de danske fængsler og arresthuse op til 103 procent i 2021. Derfor skal man finde 250 pladser.

Men plads er noget, som mange arresthuse er pressede på i forvejen, og derfor har Kriminalforsorgen besluttet, at Nykøbing F. Arrest igen skal benyttes som arresthus.

I øjeblikket er arresthuset en del af flygtningeberedskabet, og derfor har det blot huset ikke-kriminelle personer, som opholder sig ulovligt i landet og er frihedsberøvet, indtil de kan hjemsendes. I slutningen af august blev de overflyttet fra Nykøbing til Udlændingecenter Ellebæk i Birkerød.

Begge steder modtog kritik fra Europarådets Torturkommité i januar.

Et af kritikpunkterne lød, at Ellebæk og Nykøbing F. Arrest skulle have brugt isolation over for afviste asylansøgere, der ikke vil rejse hjem.

Rosa Lund, retsordfører for Enhedslisten, er én af de politikere, der i januar stillede spørgsmål til flere af komitéens nedslag.

I et svar til hende skriver justitsminister Nick Hækkerup (S), at personer, der skal udelukkes fra fællesskab, eller som er ikendt en strafcelle, som udgangspunkt overføres fra Nykøbing F. Arrest til Udlændingecenter Ellebæk.

Et andet kritikpunkt lød, at forholdene i Nykøbing F. Arrest var "fængselslignende".

Der er sikkerhedshegn, mure, sikrede gårdtursarealer og kameraovervågning af udearealer for at sikre, at de frihedsberøvede ikke forlader institutionen, forklarer ministeren, der heller ikke har intentioner om at ændre de fysiske forhold.

Gården ved Nykøbing F. Arrest. Arkivfoto Foto: Finn Jørgensen/arkiv