Astralis skriver kontrakt med Kettinge-dreng
Astralis er blandt verdens bedste Counter Strike-hold og har nu skrevet kontrakt med Patrick Hansen fra Kettinge. Foto: Kevin C. Cox/Ritzau Scanpix
Kevin C. Cox/Ritzau Scanpix
Counter Strike-giganten Astralis har skrevet under på kontrakt med Patrick "es3tag" Hansen fra Kettinge.
KETTINGE Normalt består et professionelt Counter Strike-mandskab af fem spillere, men danske Astralis udvider nu holdkortet.
1. juli tiltræder Patrick "es3tag" Hansen nemlig som et sjette medlem. Det sker for at skabe flere muligheder for at give pauser og sikre optimale forhold for spillerne i et stadigt tættere kampprogram, skriver selskabet bag holdet, Astralis Group, i en pressemeddelelse.
- Alt vores arbejde med holdene i Astralis Group er fokuseret omkring performance og sundhed. Det er vores ansvar som organisation at sikre optimale forhold for vores medarbejdere på alle niveauer og især omkring spillerne, som konstant oplever det højeste pres for at levere den bedst mulige indsats, siger sportsdirektør Kasper Hvidt i pressemeddelelsen.
24-årige Patrick Hansen har siden 2017 været en del af holdet Heroic.
Det uddybes ikke, hvordan spillerrotationen på Astralis fremover vil foregå - kun fem kan deltage i kampene.
- Vi har længe arbejdet med relevante folk og interessenter i Counter Strike omkring muligheden for at øge truppen til seks mand. Vi har oplevet at måtte give en spiller en lang pause af helbredsmæssige årsager, og selv i dag har vi spillere, der ikke føler sig optimalt tilpas. Med denne beslutning kommer vi til at kunne arbejde med truppen og de enkelte spillere på en helt anden måde, siger Kasper Hvidt.
Astralis er blandt verdens bedste Counter Strike-hold og har vundet en lang række store turneringer og pengepræmier.
Holdet består af Nicolai "dev1ce" Reedtz, Peter "dupreeh" Rasmussen, Andreas "Xyp9x" Højsleth, Lukas "gla1ve" Rossander og Emil "Magisk" Reif. Danny "zonic" Sørensen er træner.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker