Badebroer og sandstrande på vej

Et sted på strækningen mellem Nordre Bådelaug og Slotsbryggen (foto) ligger der, hvis det går efter kommunens plan, til næste sommer en badebro og måske også en sandstrand. Det samme er tilfældet mellem Lergraven og Hasseløvej. Foto: Anders Knudsen

Til næste sommer skal man kunne tage på stranden i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Igennem længere tid har der fra flere sider været ønske om, at der bliver etableret et havnebad i Nykøbing i stil med det, der efterhånden kendes fra flere andre byer rundt om i landet.

Det kommer ikke til at ske lige med det første, men planerne er på den anden side heller ikke droppet.

Til gengæld kan nykøbingensere, turister og andre, der måtte have lyst, formentlig tage på stranden og bade i Guldborgsund to forskellige steder i Nykøbing til næste sommer.

I forbindelse med det netop indgåede budgetforlig for de kommende år er byrådspolitikerne blevet enige om at udvikle havnen i Nykøbing, og en del af den udviklingsplan handler om, at der snarest muligt skal etableres to badebroer på hver sin side af Kong Frederik IX's Bro med tilhørende sandstrande.

Den ene badebro og strand kommer til at ligge et sted på strækningen mellem Nordre Bådelaug og Slotsbryggen, og den anden skal ligge på strækningen mellem sejlklubben Lergraven og Hasseløvej ved Prinsholmvej.

Udover badebro og sandstrand skal der også være mulighed for tilslutning af sauna i området, så faciliteterne kan benyttes af både sommer- og vinterbadere.

Det betyder konkret, at der skal sandfodres i et ikke nærmere angivet omfang de to steder.

- Nykøbing har ikke rigtig nogen badefaciliteter. Det er tosset, at man ikke kan bade uden at bruge lystbådehavnenes bådebroer, og det vil vi gerne have adskilt. Vi skal kunne bruge vores kystlinje endnu mere. Derfor forestiller vi os at etablere to badebroer med sauna og eventuelt kombineret med lidt rekreativt i form af sandfodring, forklarer borgmester John Brædder (G).

Det hele kræver dog lige en godkendelse fra Kystdirektoratet først, men hvis der bliver givet grønt lys derfra, er det planen, at det hele skal stå færdigt næste sommer, og så håber kommunen på sigt, at der kan kobles nogle foreninger på projektet, som i et vist omfang kan stå for driften.

- Der er jo flere og flere, der bader hele året rundt, og generelt bliver der større og større interesse for at benytte vandet - eksempelvis til Stand Up Paddle.

Hvad angår det førnævnte havnebad, så har politikerne i første omgang afsat en million kroner på næste års budget til at undersøge mulighederne for at etablere et bynært havnebad i Nykøbing.

- Det er lidt mere kompliceret end som så at lave et havnebad. Derfor skal det undersøges ordentligt først, siger John Brædder.