Banedanmark forbereder sig på dyrere bro-byggeri

Klapbroen over sundet skal suppleres med en ekstra klapbro på sydsiden til et yderligere jernbanespor. Arkivfoto

27. maj lukker man for bud på projektet for ekstra jernbanebro syd for Frederik IX´s Bro i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Der er ikke den store vaklen i tidsplanen - foreløbig.

Til gengæld tyder meget på, at prisen for en ekstra jernbanebro over Guldborgsund lige syd for den nuværende Frederik IX´s Bro bliver klart mere bekostelig end forudset.

250 millioner kroner - uden moms.

Sådan lød projektets oprindelige overslagspris. Og sådan lyder det officielt stadig hos Banedanmark, der står for opførelsen af broen til det ekstra jernbanespor til Femern-tunnellen.

Lukker snart for bud

Men en række faktorer trækker fortsat prisen opad også nu, hvor man nærmer sig en vigtig dato i det lange forløb. Den 27. maj lukker man for bud på totalentreprisen.

Herefter skal der ifølge Banedanmark ske en såkaldt teknisk evaluering.

- Når vi er færdige med den, kigger vi på priser og indgår derefter en aftale med en af byderne. Vi venter, at der er en underskrevet kontrakt efter sommerferien, siger Emilie Skovly, Banedanmark, om status for broprojektet.

Banedanmark understreger også, at processen fortsat er i gang, og at man derfor ikke kan oplyse noget om hverken pris, bydere eller detaljer om tidsplan, før der er en underskrevet kontrakt.

Krig i Ukraine

Men allerede tilbage i august sidste år kunne Banedanmark her i avisen konstatere, at man havde været noget betænkelige i forhold til, om der overhovedet ville være kvalificerede bydere til licitationen i betragtning af det igangværende anlægsboom ikke mindst her i landsdelen med Femern-tunnel, banearbejder, Storstrømsbro med mere.

Der viste sig at være de nødvendige interesse-tilkendegivelser fra entreprenører.

Men omkostningerne på alle typer anlægsarbejder - ikke mindst materialer - var også dengang på vej opad. Siden da er den udfordring bestemt ikke blevet mindre.

Der er nu også en krig i Ukraine.

Forbereder sig

- Vi er opmærksomme på den globale forsyningssituation, og at den også kan påvirke prisen på vores projekter. Derfor holder vi løbende øje med markedssituationen og forbereder os på en situation, hvor priserne kan blive højere end oprindeligt antaget, lyder den officielle melding nu fra Banedanmark.

Mere ligefremt: Broen stiger i pris.

Vi venter, at der en underskrevet kontrakt efter sommerferien.

Emilie Skovly, Banedanmark

Efter planen er der byggestart cirka februar næste år. Broen skal være klar i første halvår 2026. Derefter yderligere cirka et år med elektrificering og signalprogram.

Totalentreprisen omfatter i øvrigt mere end selve broen over sundet.

Under Højbroen skal gammelt betonfundament fjernes og frem til underføringen ved Prinsholmvej skal der laves jord-og støttekonstruktioner og banedæmning ind mod Nordic Sugar. Broen over Prinsholmvej skal suppleres med et ekstra bro til det nye togspor. Endelig skal der laves ny pumpestation. På Lollands-siden-siden skal der også laves nye jord-og støttekonstruktioner.