Beboere frygter lang periode med stor sø

Torsdag blev der sat afspærring op på Hybenvænget oven på onsdagens massive regn. Manja Maria og Michael Falk Schilling havde indtil da kæmpet med bilernes bølger af vandskvulp inde i deres hus bag dem her på billedet. Foto: Kim Møller Pedersen

Onsdagens drivvåde vejr udfordrer stadig i mange kældre på Rosenvang og Hybenvænget, hvor et par nærliggende regnvandsbassiner ifølge beboerne skaber store vandproblemer på adskillige husgrunde på grund af tilbageløb af vand fra de overfyldte bassiner. Nu frygter beboere, at vandet bliver liggende i mange uger og skaber endnu større skader.

Offentliggjort Sidst opdateret

Her er det en video fra en tidligere oversvømmelse i 2014 af regnvandsbassinerne bag familien Schillings hus. Denne gang er vejret dog ikke ligefrem til at pjaske rundt i den midlertidige og altså tilbagevendende sø bag Rosenvang og Hybenvænget. Privatoptagelser

SAKSKØBING: Kloak, regnvandsbassin og tilbageløb. De tre ord anvendes flittigt i disse dage blandt beboere omkring Rosenvang og Hybenvænget.

Et par af dem er ægteparret Manja Maria og Michael Falk Schilling. Tidligere på ugen stod parret frem for at fortælle om deres tilbagevendende vandudfordringer, og efterfølgende er der blevet arbejdet i døgndrift med at få så meget vand ud af kælderen som muligt i huset på hjørnet af Hybenvænget og Rosenvang.

Bare en dag med regn

- Hvordan skal man beskrive det? Det er nærmest umuligt. Det er hver gang, det bare har regnet en hel dag, så har vi problemet med tilbageløb fra de to regnvandsbassiner ovre på det grønne område mod Rosengården. Denne her gang er de to regnvandsbassiner bag vores hus løbet sammen med en å, så det hele er blevet til én stor sø. Men det har vi også prøvet før for nogle år tilbage, husker Manja Maria Schilling.

Torsdag blev Hybenvænget spærret af for gennemkørsel på grund af de store vandmængder, der ikke kunne komme væk. Udover kælderen er hele baghaven hos ægteparret på hjørnegrunden også oversvømmet.

- Men det er det samme mange andre steder i området, fortæller Michael Rask og viser genboens kælderskakt frem.

Flere kældre under vand

Den er fuld af vand, og et hurtigt kig ind af kældervinduerne viser, at der står meget vand også i den kælder. En nabo fra lidt længere nede af Rosenvang kigger også forbi og fortæller om, at hun i de 30 år, hun har boet på Rosenvang, altid har oplevet, at det var hendes naboer, som fik oversvømmede kældre, når der faldt store mængder regn. Men denne her gang blev hun også ramt af en oversvømmet kælder.

- Der er ikke nogen steder, vandet kan løbe hen. Kloaksystemet kan slet ikke håndtere de store mængder vand, og vi har som så mange andre beboere i området gjort alt, hvad vi kan som husejere for at sikre os. Men hver gang der kommer store mængder vand, ender der med at være tilbageløb over fra regnvandsbassinerne og ind i husene. Vi kan ikke gøre noget ved det. Og nu kommer vandet måske til at ligge der i mange uger, fordi det simpelt hen ikke kan komme væk, frygter fortæller Manja Maria Schilling.

Hårde timer i kælderen

Michael Falk Schilling, der i de seneste dage har haft mange hårde timer med vandstøvsugeren i kælderen og sikringer af dæksler, der løfter sig, mener heller ikke, at de sædvanlige dykpumper vil hjælpe det store på vandudfordringerne.

Når vandet står så højt, er der simpelt hen ikke nogen steder, vi kan pumpe vandet hen.

Michael Falk Schilling, beboer

- Når vandet står så højt, er der simpelt hen ikke nogen steder, vi kan pumpe vandet hen, forklarer han.

Søger andre beboere

Parret har nu startet søgning via diverse facebook-grupper efter beboere i området, som oplever de samme vandudfordringer igen og igen.

Manja Maria og Michael Falk Schilling har boet i 16 år i deres hus på hjørnet af Rosenvang og Hybenvænget, og oversvømmelse i kælderen har været et tilbagevendende tema gennem alle årene. Parret mener fortsat, at kloaksystemet omkring Rosenvang og Hybenvænget slet ikke er gearet til at kunne tage al det vand, der kommer efter dage med store mængder regn. Slet ikke når der ifølge parret også er tilbageløb af vand fra overfyldte regnvandsbassiner.