Begejstring blev lønnen i sig selv

Yvonne Halskov har aldrig holdt sine meninger tilbage, og hun håber, at Gedser forbliver den perle, det er. Ikke som Marielyst, men som et mere fredeligt sted, der gerne deler roen med flere. Foto: Anders Knudsen/arkiv

Yvonne Halskov flytter til Nordjylland.

Offentliggjort Sidst opdateret

GEDSER En dame af sine meningers mod. Rundet af en tid, hvor forskelsbehandling baseret på køn var dominerende. Gavmild, men ikke videre diplomatisk. Fattig på penge, men rig på begejstring. Efter 10 år i Gedser flytter Yvonne Halskov tilbage til Nordjylland for at være farmor af gavn.

Det blev ikke forelskelse ved første blik, da Yvonne Halskov og sønnen Rasmus i 2009 flyttede til Gedser. Huset brasede sammen i snevejret. Det var vanskeligt at komme fra Gedser til gymnasiet, og Rasmus ville hjem til Jylland.

Så for en kort bemærkning, og imens Rasmus gjorde gymnasiet færdigt, boede de igen i Nordjylland.

- Jeg troede, at Rasmus ville til København og læse videre bagefter, men han ville blive i Jylland og valgte at læse i Aalborg.

Yvonne var dog ikke færdig med Gedser. I 2012 vendte hun tilbage - denne gang alene og fuld af det gåpåmod, der er blevet kendetegnende for hendes tid her.

- Jeg ville gerne samle min familie lidt, og med en far i København og en datter i Berlin var Gedser et oplagt udgangspunkt. Jeg er jo lidt af en vagabond og havde prøvet noget lignende, da jeg flyttede fra København til Thy 17 år tidligere. Jeg vidste, at hvis jeg ikke skulle blive skør, måtte jeg ud blandt andre og foretage mig noget. Men jeg har hele tiden været bevidst om, at jeg ikke skulle lave om på det - det var blot at supplere med det, jeg kan.

Dét, Yvonne Halskov kan, er at sætte gang i tingene. Hun fortæller selv, at lokale har rost hende for at give dem et kærligt spark bagi. Det er ikke noget, den kreative kvinde er blevet rig af. Ikke i kroner og øre. Den form for rigdom vinkede hun farvel til allerede som 21-årig, hvor hun sagde stillingen som sekretær i IBM op. Mest i irritation over, at en mandlig ansat fik mere i løn for samme arbejde. Hun havde en forestilling om, at hun ville læse til ingeniør.

Sådan endte det som bekendt ikke. Yvonne mødte nogle gøglere og blev en del af teaterbranchens undergrund, en slags tusindkunstner.

- Det har betydet mest, at det lykkedes at skabe begejstring. Jeg er sgu ligeglad med hyren. Jeg har været rig, fordi jeg kunne sige ja til det, jeg havde lyst til.

Når Yvonne Halskov ser tilbage på sine 10 år i Gedser, er der sket en del. Nu kommer der tilmed en ny byport og skilt ved motorvejen, der viser vej til Gedser Odde.

Det er måske et meget godt tidspunkt at rykke til Nordjylland på, men borgerne i Gedser reagerede med beklagelse, da hun fortalte om sin beslutning på Facebook.

- Det er jeg blevet overvældet over. Jeg er jo et brokkehoved.

Beslutningen er dog taget, og den føles rigtig. For Yvonne Halskov mærker også alderen, og nu skal hun bo i Bjerget, hvor bussen kører lige udenfor døren. I en gammel lærerbolig på en tidligere efterskole, der i dag huser Thy Event og Naturcenter. Det kunne faktisk ikke passe en eventmager og naturelsker bedre.

- For 10 år siden var Gedser forsømt, men der er kommet en anden tro på det. I mine øjne er udkanten noget fantastisk - lidt mere Klondyke, siger Yvonne Halskov. Foto: Ingrid Riis

I 2015 modtog Yvonne Halskov Guldborgsund Kommunes kulturpris. Hun har blandt andet været involveret i:
- Gedser Fyrstival, Solhvervsfesten på Gedser Odde, Kultur på Tværs, Spil dansk på Toldcaféen, og et seminar om et samlet Sydfalster.