Begræder truende lukning: - Alle mine bedste minder stammer fra garden

Nykøbing Falster Garden, som mange nok husker dem. På gaden i Nykøbing, hvor de skabte god stemning på travle handelsdage. Arkivfoto: David Arnholm

Nyheden om, at Nykøbing Falster Garden er i overhængende fare for at måtte lukke har fået flere brugere til tasterne på Facebook.

Offentliggjort Sidst opdateret

Som Folketidende kunne fortælle tirsdag, lukker Nykøbing Falster Garden med stor sandsynlighed efter en ekstraordinær generalforsamling 7. april, og dermed slutter et 42 år langt kapitel i den lokale musikhistorie.

Den nyhed har efterfølgende fået mange kommentarer på Folketidendes facebookside, hvor flere begræder situationen, og tidligere gardister mindes de gode tider fra, da de selv var en del af garden.

Det gælder eksempelvis Stine Ingeborg Hansen, der stoppede i 2003, men stadig spiller musik i dag. Hun skriver blandt andet:

- Alle de bedste minder fra mit liv stammer fra garden. Jeg startede der i 1988, mens det var et spejdertambourkorps, hvor vi havde utallige skønne landsstævner og udenlandsture.

- Senere kom vi i landsgardeforeningen, hvor vi deltog i mange konkurrencer både til DM rundt i Danmark, utallige konkurrencer i Tyskland og sågar to verdensmesterskaber og en marchtur på Formel 1-banen i Monza.

- Men mine bedste minder er alle de fantastiske venskaber, som jeg har knyttet i garden og rundt i hele Danmark. Det er venskaber for livet, fortæller hun.

- En af de mest mindeværdige begivenheder

På samme måde mindes Michael Bo Hansen mange store oplevelser, men fremhæver også venskaberne som det største ved sin tid i garden.

- Fra 1993 til 2008 var jeg en del af garden, hvor jeg spillede fløjte og deltog i utallige konkurrencer og rejser. Det var en tid fyldt med store oplevelser, hårdt arbejde og et fællesskab, der har haft en afgørende betydning for mit liv.

- En af de mest mindeværdige begivenheder var, da Camilla (Hansen, red.) blev verdensmester (hun blev kåret til verdens bedste tambourmajor i 2003, red.).

- På det tidspunkt fungerede jeg som 2. tambourmajor, og det var en ære at være en del af holdet, der oplevede denne historiske sejr på nært hold. Vi deltog i to verdensmesterskaber og vandt desuden danmarksmesterskabet to gange.

- Men det, der virkelig gjorde tiden i garden unik, var de venskaber, der blev skabt. Når man rejser, konkurrerer og træner sammen gennem så mange år, opstår der et bånd, som rækker langt ud over musikken.

- Vi lærte at stole på hinanden, støtte hinanden og fejre hinandens succeser. Mange af disse venskaber varer ved den dag i dag, fortæller han i en længere kommentar.

Birgitte Zimling mindes noget, som mange andre formentlig også forbinder med Nykøbing Falster Garden:

- Jeg husker en tidlig morgen på den anden Foreningernes Dag, hvor crika 400 frivillige var ved at indfinde sig i Nykøbing, og trommerne vandrede rundt i byen som et omvandrende Safri Duo eller STOMP - det blev en helt særlig morgen - tak for det, skriver hun.