Bekymrede over besparelse på værested - men nu er brugertallet fordoblet

Antallet af besøgende i værestedet "Huset" på Stubbekøbingvej 67 i Nykøbing er steget markant. Blandt andet fordi brugerne aktivt uddeler flyers og tipper relevante foreninger om deres eksistens. På billedet ses Søren Rasmussen ved det populære billardbord. Foto: Maria Glasius Lange 

For halvandet år siden besluttede Socialudvalget og derefter resten af byrådet i Guldborgsund Kommune at afskedige personalet og gøre værestedet "Huset" brugerstyret. Først skabte det opstandelse hos brugerne. Men i dag har de formået at fordoble antallet af besøgende.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: På væggen bag Emil Kristensen hænger et billede og et citat fra ham selv i glas og ramme.

- Vi syntes, at I alle sammen var nogle kæmpe idioter i kommunen. Men det var I faktisk slet ikke, står der.

Billedet modtog han og resten af "Husets" brugere i gave fra Guldborgsund Kommunes socialudvalg ved åbningsfesten, efter de blev selvstyrende sidste år.

For reaktionen var stor, da socialudvalg og byråd traf beslutningen om at spare det fastansatte personale væk.

- Vi syntes, at det var et åndssvagt sted at spare, og det fortalte vi dem. Men kommunen tog faktisk et ansvar. De lukkede ikke bare døren, men var gavmilde med både tid og ressourcer for at hjælpe os i gang med det nye. Blandt andet med dialogmøder og et kursus i konflikthåndtering, forklarer Emil Kristensen, som i dag sidder med i styregruppen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Emil Kristensen (til venstre) og Kim Nielsen trækker en meget stor opgave med at åbne og lukke Huset. Men i og med at opgaven er frivillig, er brugerne blevet gode til at hjælpe hinanden og dække ind, hvis nogen ikke kan være der hele dagen. Foto: Maria Glasius Lange

Kim Nielsen, der har været bruger af "Huset" i fire år, husker stadig det jubelbrøl, de andre brød ud i, da han og Emil Kristensen meldte sig til at være frivillig på stedet hver tirsdag og torsdag. Deres indsats var den manglende brik, der fik puslespillet til at gå op, og de skulle kun bruge et døgn til at overveje det.

Det betød nemlig, at "Huset" kan holde åbent hver dag på nær weekender og helligdage. Her er der ikke lukket i flere uger ad gangen, som det ville være, hvis det var drevet af kommunalt ansatte, der skulle afvikle ferie.

Søren Rasmussen er førtidspensionist og bipolar og har mødt en meget stor forståelse fra de andre brugere i de fire år, han har været på stedet.

- Jeg havde fordomme om væresteder, inden jeg kom her, men de er gjort til skamme, forklarer han.

- Har man et sted at komme, som man er glad for, så er det langt lettere at komme ud af døren om morgenen, siger han.

Og noget tyder på, at langt flere har fået noget at stå op til. I "Husets" første årsrapport fremgår det, at man i september, oktober, november og december 2023 havde i alt 1.020 besøgende. Gennemsnitligt 15 personer hver dag.

Men i 2024 har der i årets første fire måneder været 1.856 personer forbi. Det gennemsnitlige fremmøde per dag har været på 20 personer. Samtidig er antallet af åbningsdage også steget.

Fakta

"Huset" er et brugerdrevet værested for voksne over 18 år med fysiske, psykiske eller sociale udfordringer beliggende på Stubbekøbingvej 67. 

I efteråret flytter det til Baagøesgade 19, som er en ny permanent adresse. 

Fra september til december 2023 havde "Huset" 1.020 besøgende. Gennemsnitligt var der 15 besøgende om dagen.  

Tallet steg i 2024. Fra januar til april i år har "Huset" haft 1.856 besøgende. Et gennemsnit på 20 personer hver dag. 

Kilde: Guldborgsund Kommune og "Huset"
"Huset" ligger på Stubbekøbingvej 67 - men kun lidt endnu. Et nyt sted i Baagøesgade i Nykøbing er nemlig ved at blive gjort klar til indflytning - og det bliver det nye permanente sted for "Huset". Foto: Maria Glasius Lange