BENNY FRA "GIFT VED FØRSTE BLIK": - JEG TROEDE, JEG VAR EN ÅBEN BOG

Benny Hansen tror fortsat på kærligheden, selvom han blev skilt fra sin kone efter 11 dage i dette års "Gift ved første blik." på DR1. Foto: Anne Katrine Petersen

Gift ved første blik og skilt ved næste. Benny Hansen fra Marielyst deltog i DR's tv-program "Gift ved første blik" i håbet om at finde kærligheden. I stedet fandt han ud af noget nyt om sig selv.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST: 11 dage. Så længe var Benny Hansen fra Marielyst gift med Tanja i programmet "Gift ved første blik" Sidste program rullede over skærmen for nogle uger siden og Folketidende er derfor vendt tilbage til den lokale deltager for at spørge, hvordan det går?

- Det går fint, svarer han.

Sådan kan det virke som om, det ofte går med Benny Hansen. Fint.  I programmet får han også at vide af Tanja på dag 3, at han er for flink.

- Det ved jeg ikke, om jeg er blevet mindre flink af, men det var hurtigt, at det blev konkluderet allerede på dag 2, synes jeg.

Blev utryg

Senere vil Tanja gerne tættere på, hvem han er. Men det er Benny ikke klar til - og det får ham til at afbryde ægteskabet.

- Derfor var det stadig godt at være med. Før jeg var med i programmet, troede jeg, jeg var åben som en bog, men det var jeg åbenbart ikke. Jeg skal lære mennesker bedre at kende, før jeg åbner op og jeg nåede ikke at stole på Tanja. Jeg blev utryg.

Benny har kun ros tilovers for produktionsselskabet Snowman, DR og eksperterne. Han har hele tiden følt sig passet godt på.

- Ja, og der var ingen sure miner eller noget over, at jeg afbrød på det tidspunkt, jeg gjorde.  Flere af dem ringede for at høre, om jeg var okay. Det har sgu været fint. Jeg har også gjort brug af muligheden for en opfølgning med Nina Reventlow (psykoterapeut, red.) Hun fik gravet lidt ind i kalechen, og det har været rart at forstå sig selv lidt på bagkant. Man går rundt og tror, man kender sig selv, men det gør man måske ikke 100 procent, og jeg har da fået øjnene op for terapi.

Det har været rart at forstå sig selv lidt på bagkant.

Benny Hansen

Stor interesse

Både lokale og landsdækkende medier har igennem årene vist stor interesse for deltagerne i "Gift ved første blik" medierne. Det har Benny Hansen også mærket.

- Der har været en masse skriveri.  Det har for det meste været okay, men BT havde en artikel om, at jeg ikke var en gentleman. Det skyldtes, at Tanja har flyskræk og så skulle jeg ikke have ladet hende side ved vinduet. Det fik de en ekspert til at sige. Det var altså hendes eget valg, men de ringede ikke engang og spurgte til det. Så det fik jeg talt med produktionsselskabet om, og BT måtte bringe en rettelse. Ellers har det sgu været fint.

Hvad med opmærksomheden fra kvinder? Har nogen henvendt sig til dig efterfølgende? 

- Jeg er blevet kontaktet af en del på Messenger. Én svinede mig til, men jeg har valgt ikke at svare nogen, for så tror de, vi har en dialog. Jeg har det nok sådan, at de har set mig på fjernsyn, men de kender mig jo ikke. Kærligheden kommer, når den kommer og det er ikke altid lige, når man vil have den. Jeg er 54 år, og jeg tror da, der er et par gode år i mig endnu.

Jeg er 54 år, og jeg tror da, der er et par gode år i mig endnu.

Benny Hansen

Men kunne der ikke være en sød dame iblandt dem, der har skrevet til dig?

- Jo, men nu var min deltagelse i programmet jo ikke lige tænkt sådan.

Er der noget, du vil sige til andre, der overvejer at melde sig til programmet?

- Ja, de søger jo nye deltagere lige nu. Jeg synes, man skal tænke over det. Man skal være klar over, at man kommer i medierne, men man skal lade være med at læse folks kommentarer. Det bliver man i dårligt humør af. Jeg er ikke blevet afskrækket af det, og jeg tror stadig på konceptet.