Beslutning om poolhuse rykket frem

Beslutningen er rykket fra 16. januar til 6. januar. Foto: Anders Knudsen

Det har hidtil været planen, at sagen om poolhusene i Marielyst Ferieby skulle behandles i byrådet 16. januar. Men nu er sagen rykket frem.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST På teknik, miljø og ejendomsudvalgsmødet 16. december 2019 besluttede et flertal i udvalget bestående af Peter Bring-Larsen (G), Lis Magnussen (V) og René Fjeldsøe Sørensen (G) at give byggetilladelse til det reducerede projekt fra Skanlux på den sydligt beliggende af de to grunde, der har været megen debat om

For den nordlige grund, matrikel 8-ne Bøtø By, Væggerløse, var der ønske om en dialog om bebyggelsen med Skanlux, hvorefter sagen skulle forelægges til fornyet behandling i udvalget.

Projektet er adskillige gange blevet gjort mindre i et forsøg på at overholde den gældende lokalplan, der dikterer, at der maksimalt må bygges på 15 procent af grundene i området. Det nye projekt, som nu fremlægges, er reduceret med 686 kvadratmeter bebyggelse og i alt 50 sengepladser. Nordgrunden har en bebyggelsesprocent på 12,8 og overholder altså lokalplanen - i hvert fald på dét punkt.

Dagsordnen til teknik, miljø og ejendomsudvalgsmødet 6. januar rummer følgende vending:

"Mulighederne i denne sag er derfor enten at give en byggetilladelse eller nedlægge et forbud efter planlovens §14. Det er et forbud mod, at der kan bygges efter gældende lokalplan, og at kommunen i stedet vil udarbejde et lokalplanforslag med andre anvendelsesbestemmelser. Et §14-forbud forudsætter, at der er en planmæssig begrundelse herfor."

Administrationen oplyser desuden, at kommunen vil handle erstatningspådragende, hvis der gives et afslag på ansøgningen om byggetilladelse uden at nedlægge et §14-forbud, fordi grundejer har et retskrav på en byggetilladelse, når anvendelsen er i overensstemmelse med lokalplanen.