Billig fjernvarme til tiden
Miljøet og 500 nye fjernvarmeforbrugere i Ønslev og Eskilstrup kan se frem til store gevinster i den kommende fyringssæson og fremover efter at Guldborgsund Forsyning mandag afsluttede den sidste installation inden fyringssæsonens start 1. november som lovet.
Ægteparret Lisbeth og John Christiansen er pensionister og bor på adressen Nørregade 22 i Eskilstrup. De skal nu til at se sig om efter nye sysler. Som de sidste af 500 nye fjernvarmekunder i Ønslev og Eskilstrup fik de mandag den 31. oktober udskiftet deres olie- og træpillefyr med en fjernvarmeunit. Og dermed sluttede mange års arbejde med at håndtere træpillerne, og samtidig er det slut med den daglige eftermiddagstur rundt i Eskilstrup for at følge fjernvarmeprojektets udvikling.
”Jeg må indrømme, at jeg er imponeret over, at entreprenørerne har været i stand til at holde tidsplanen,” siger John Christiansen.
”Da vi i foråret skrev under på kontrakten om at få fjernvarme, sagde de, at installationen ville være klar til 1. november. Det er godt nok, tænkte vi, men faktisk troede vi ikke helt på løftet.”
Men trods svære odds på grund af sommerens monsterregn blev det som lovet. Mandag kunne adm. direktør i Guldborgsund Forsyning, Flemming Bach sammen med projektleder Christian Fabricius fra entreprenørfirmaet Kirkebjerg åbne for hanen til ægteparret Christiansens fjernvarmeinstallation og dermed afslutte arbejdet med de mange konverteringer. Tilbage resterer nu kun nogle mindre opgaver med asfaltering af nogle vejopgravninger samt færdiggørelse af enkelte retableringsarbejder i indkørsler m.v.
Tid og råd til en ekstra rejse
Udover at overgangen til fjernvarme har gjort plads for en dejlig udestue i det tidligere træpillelager med plads til 10 tons træpiller ad gangen ligesom installationen har givet masser af ekstra plads i fyrrummet, så kan Lisbeth og John se frem til en halvering af deres årlige udgifter til opvarmning. Nå ja, og så slipper de for en masse arbejde.
”Men vi bliver jo heller ikke yngre, så det er rart nok. Og måske bliver der også tid og råd til en ekstra læserrejse med Folketidende,” pointerer John Christiansen.
Stor økonomisk og miljømæssig gevinst
Sammenlagt kan de 500 nye fjernvareforbrugere se frem til en økonomisk gevinst på små 8 mio. kr. i den forestående fyringssæson og hvert år fremover.
Samtidig bliver miljøet en helt stor vinder. Totalt kan miljøgevinsten opgøres til en sparet CO2-udledning på helt op til 7.000 tons CO2 pr. år. Det svarer til, at indbyggerne i Ønslev og Eskilstrup med ét slag reducerer deres samlede CO2-udledning med mere end en tredjedel, ligesom projektet bidrager pænt til Guldborgsund Kommunes overordnede mål om at reducere kommunens CO2-udledning med 122.000 tons frem mod år 2020.
Fakta om fjernvarmeprojektet i Ønslev og Eskilstrup
Kundeunderlag
616 mulige nye kunder
500 tilsluttede kunder
Ledningsarbejde og byggeri
7 kmhovedtransmissionsledning fra Kraghave til
Nyopført boosterstation på hjørnet af Lundbyvej og Havrevænget i Ønslev
14 kmbynet
13 kmstikledninger
Økonomi og miljø
Samlet anlægssum: ca. 70 mio. kr.
Pris pr. installation for normal husstand: 40.000 kr.
305 lokale grundejere opnåede en ekstra besparelse på 10.000 kr. ved at udnytte tilskudsmulighed til skrotning af oliefyr
Ca. besparelse på varmeregningen pr. år for typisk husstand med oliefyr: ca. 14.000 kr.
Ca. besparelse på varmeregningen pr. år for typisk husstand med elvarme: ca. 21.000 kr.
Totalt kan gevinsten for de nye fjernvareforbrugere opgøres til ca. 7,9 mio. kr. på årsbasis.
Totalt kan miljøgevinsten opgøres til en sparet CO2-udledning på ca. 7.100 ton CO2 pr. år
Foto: Lisbeth og John Christiansen foran deres villa i Nørregade i Eskilstrup. De kan nu se frem til både mere tid og flere penge, ligesom de bidrager til et bedre miljø.
Seneste artikler
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Kastede genstand mod kørende lastbil: Forrude smadret
Borgmester vil hjælpe medarbejderne videre: - Det er bydende nødvendigt
Politiet fortsætter eftersøgningen af Maibritt
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik