Birk er Nysteds nye trold

Et gammelt og lidt for stort egetræ har fået nyt liv i form af en menneskeskabt trold ved navn Birk. Den har trækunstner Malik Mabe skabt, og det tog ham kun fire dage. Kunstneren er efter blandt andet opgaver med græskar i Tivoli og nu altså også en trold i Nysted stadig at finde i Danmark, inden det til januar igen går tilbage til USA og familien derovre. Foto: Kim Møller Pedersen

Der blev ringet efter trækunstneren, og en trold kom til verden.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYSTED Birkely har fået sin helt egen trold. Og naturligvis hedder den Birk. Det har Ruth Hedemand og hendes mand, Steffen, sørget for. Eller det vil sige, de har fået trækunstneren Malik Mabe til at skabe Birk ud til parkeringspladsen ved deres sommerhus på Birkely 42 i Nysted.

Malik Mabes græskarkunst kunne man læse om i Folketidende for godt en halvanden måneds tid siden. Foto: Tivoli

En trækunstner kom til

Kort fortalt er baghistorien for troldens tilblivelse, at Ruth Hedemand lagde mærke til, at dansk/amerikaneren Malik Mabe, som man i øvrigt for ikke så længe siden kunne læse om her i Folketidende, var engageret til at skabe græskarkunst i Tivoli i København.

Læs artiklen: "Fra USA over Krungerup til Tivoli"

De senere år har Malik Mabe boet i Virginia i USA, hvor han lever af at skære kunststykker ud af træ, men lige for tiden er han altså hjemme i Danmark og bor hos sin amerikanske far i lollandske Krungerup. Det var ikke mindst på grund af tilknytningen til Lolland, at man netop kunne læse om Malik Mabe i Folketidende for nogle uger tilbage i forbindelse med trækunstnerens opgave med også at skabe græskarkunst - i Tivoli i København. Og som sagt fik Ruth Hedemand også hentet inspiration fra græskarkunsten til at tjekke trækunstneren lidt ud og i sidste ende at bestille ham til at lave en trold i Nysted.

- Vi havde det her gamle egetræ, der var blevet for stort, og det tænkte vi kunne blive til en fin trold, lyder den enkle forklaring fra Ruth Hedemand.

Det tog i øvrigt Malik Mabe fire dage at skabe Birk - ikke mindst ved hjælp af motorsav - og nu kan Birk så stå og modtage beundrende blikke. Dem er der i den seneste tid kommet en del af, og Ruth og Steffen Hedemand har fået mange positive tilkendegivelser oven på skabelsen af Birk.

Han kostede såmænd 8.000 kroner at få udført, men så kan han formentlig også holde omkring 20 år, hvis han altså til foråret får noget træbeskyttelse. Og det skal han nok få, lover Ruth Hedemand.