Da håndværkere fra Keld Erik Johnsens murer- og tømrerfirma i Stubberup først på ugen skulle til at udskifte den tredje og sidste af de tre gamle skorstenspiber på taget af den 150-årige bispegård i Nykøbing, blev de opmærksomme på, at bispegårdens uglepar havde unger dybt nede i skorstenspiben.
Biskop Steen Skovsgaard kontaktede ornitologen Lars Munk fra Radsted, som vurderede, at det netop for ugler er muligt at flytte ungerne, uden at forældrene afbryder kontakten, og torsdag morgen begyndte operationen.
Selv om der allerede var pillet flere rør af skorstenspigen lå ungerne så dybt nede, at de akkurat var udenfor rækkevidde. Det viste sig heldigvis, at man kunne nå ind til ungerne gennem en renselem fra det øverste loft i den gamle bygning.
Og selv om de måske 14 dage gamle dunkugler hvæsede noget, lykkedes det hurtigt Lars Munk at få dem ud og anbragt i en papkasse.
Anden del af operationen gik ud på at montere en stor solid trækasse seks meter oppe i et af de mange store træer i bispegårdens have takket være hjælp fra håndværkerne, som skaffede en stige og hjalp med at støtte den under arbejdet med at binde kassen fast.
Derefter var det kun et spørgsmål om få minutter, før de tre ugleunger var anbragt i deres nye hjem og forsynet med madpakke, idet det voksne uglepar havde udstyret ungerne med en mus og en solsorteunge, så de havde lidt at spise.
- Nu er det kun et spørgsmål, om at ungerne begynder at skrige højt nok i aften, så de gamle ugler kan høre, hvor de er, sagde Lars Munk, da ugleungerne var på plads.
- Jeg er meget glad for vores ugler og håber, at de klarer flytningen, siger biskop Steen Skovsgård.
Peter Foersom
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned