Bjarnes redning ligger måske i Kiel

Entreprenør og trommeslager Bjarne Nielsen er - som Folketidende tidligere har beskrevet det - parat til at bruge 300.000 kroner på at rejse til Kina i håbet om, at behandling med stamceller der vil kunne redde hans liv fra sygdommen ALS.

Men måske ligger redningen langt tættere på - og til færre penge.
I Kiel lige på den anden side af Østersøen udfører professor dr. med. Fred Fändrich på Universitätsklinikum Schleswig-Holstein den eftertragtede behandling.

- Jeg har ikke hørt om muligheden i Kiel før, det er meget interessant, siger Bjarne Nielsen, som er tæt på at miste talens brug helt.

Hans kæreste, kammeraterne i danseorkesteret Albatros og en nystiftet støtteforening "Hjælp Bjarne" gør, hvad de kan for at skaffe de mange penge til at sende Bjarne til udlandet, hvor de forhåbentlig kan redde hans liv. Danske læger har givet ham tre år at leve i - uden nogen form for behandling.

Men da Kirsten Gluud fra Guldborg forleden læste om Bjarne Nielsens situation i Folketidende, sprang hun hjælpende til med ny viden.

- Min egen søn er syg af sklerose, og skal til Tyskland til behandling, når han er stærk nok til det. På klinikker i blandt andet Köln og Kiel kan de yde den samme stamcellebehandling, fortæller Kirsten Gluud, der kender flere patienter med kræft og sklerose, der har haft gavn af behandlingerne.

Foruden at skåne patienter som Bjarne Nielsen og Kirsten Gluuds søn for en meget lange rejse, er behandlingen sandsynligvis også billigere.




ALS-syge Bjarne Nielsen behøver ikke rejse til Kina for stamcellebehandling

Offentliggjort Sidst opdateret