BOLDKLUB RUNDER 100 ÅR I TOP- OG BOGFORM

I den forgangne weekend var der gadevej-stævne på Øster Ulslev Boldklubs anlæg med kampstart klokken 13 lørdag. Alle spillere, der var fyldt 15 år, kunne deltage i de traditionsrige fodboldløjer, hvor DJ Søren spillede op under kampene. Foto: Kim Møller Pedersen

Fejrer jubilæum og præsenterer bog om klubben.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den ligger og gør sig til hos Købmandsgården i Øster Ulslev. Og selv mellem flødeboller og bolcher kan den nyudgivne bog "Øster Ulslev Boldklub - hjerteblod i 100 år" såmænd også tiltrække sig en del af opmærksomheden. Det er da også et usædvanligt grundigt og digert værk, som seniorformand i ØUB Rasmus Aage har forfattet.

Og der er styr på detaljerne. På trods af, at ØUB-bogen netop er udkommet på Forlaget Legimus, er der allerede en vigtig lille detalje, som Rasmus Aage gerne vil have med. Det skal jo være helt rigtigt, hvad der står i det 206 sider lange skrift med masser af ØUB-anekdoter gennem 100 år, og ellers må der lige en lille opdatering til.

Imponerende 478 kampe

- Hvis du skriver, hvor mange førsteholdsholdskampe, jeg har spillet for ØUB, så er de 477 allerede forældet, da jeg blev brugt i forårets sidste kamp den 18. juni. Det rigtige tal er derfor 478, pointerer Rasmus Aage (årgang 1976, red.) i forbindelse med omtalen af det nævnte værk forud for onsdagens 100-årsreception hos ØUB.

Det er næsten overflødigt at nævne, men Rasmus Aage har - også med de 478 førsteholdskampe - stadig klubrekorden i Øster Ulslev Boldklub, hvor han på 13. år er en del af bestyrelsen. Og selv om det måske ikke er på 13. år, han har skrevet på den store bog om ØUB, så lægger Rasmus Aage ikke skjul på, at der er brugt rigtig mange timer på at nå i mål.

- Jeg har brugt mange dage af ikke mindst mine sommerferier på at skrive bogen. Det skal siges, at der lå et stort materiale, jeg kunne tage hul på, og så har jeg fået god hjælp fra Lokalhistorisk Arkiv i Nysted til at frembringe gamle bestyrelsesreferater og så videre. Det har været et stort arbejde, men nu håber jeg, at andre vil få glæde af at kende lidt mere til den klub, de spiller i, og til den lange historie, som der er i en klub som ØUB, fortæller Rasmus Aage.

Bjarne "Star" Nielsen

I bogen er der også en hilsen til "Mr. ØUB" alias Bjarne ”Star” Nielsen, der gennem mange år sørgede for at holde styr på alt omhandlende Øster Ulslev Boldklub. Rasmus Aage ytrede på et tidspunkt interesse for at se nærmere på "Stars” righoldige lager af statistik, avisudklip, kampprogrammer, turneringsplaner og andet materiale om fodbolden i ØUB siden midten af 1970'erne. I første omgang udmøntede det sig i, at Rasmus Aage udfærdigede mapper, hvor førsteholdets kampe i perioden 1975-1983 blev dækket kamp for kamp, hvad holdopstilling, kampprogram og avisomtale angik. Mange år senere endte det så også med en færdig bog med titlen "Øster Ulslev Boldklub - hjerteblod i 100 år".

Dramatik i 1980'erne

Af forordet i bogen kan man læse sig til, at fortællingen om Øster Ulslev Boldklub i 100 år også er en fortælling om en forening, der gennem årene har måttet sande, at væsentlige institutioner i dens umiddelbare nærhed er lukket ned.

I bogens kapitel om 1980'erne behandles det dramatiske forløb omkring Krumsøskolens nedlæggelse, da denne institution spillede så stor en rolle for hele Øster Ulslev, og fordi der parallelt rasede en haldebat, der bestemt ikke gjorde dramaet mindre.

For mit eget vedkommende var ØUB's mandskab i den bedste lokale række, LF-serien, den store fascinationskraft i min tidlige ungdom.

Rasmus Aage

- For mit eget vedkommende var ØUB's mandskab i den bedste lokale række, LF-serien, den store fascinationskraft i min tidlige ungdom. Med stor spænding blev der set frem til weekendens kamp, og talrige er de gange, mine forældres gule Ford Fiesta, med min far bag rattet og lille jeg ved siden af, drog til kamp rundt om på Lolland-Falster, husker Rasmus Aage.

Og blev tiden dengang ikke brugt på at se førsteholdet eller at spille kamp og træne selv, så handlede det for unge Rasmus sandsynligvis om at løbe rundt på ØUB's anlæg sammen med vennerne og spille Brazil til to mål eller eksempelvis blindefodbold, hvor målmanden fik bind for øjnene og skulle lytte sig frem til, hvor bolden kom.

I de senere år har det i ØUB-regi ikke mindst for Rasmus Aage handlet om at få kapitler som "starten på marken" i 1920'erne, "De store koncerter" i 1940'erne og eksempelvis "Kurts knægte" i 1990'erne til at nå i mål i samlet flok og være klar til udgivelse sammen med alle de andre nedslagspunkter gennem 100 år med ØUB. Og mon ikke der dukker endnu flere anekdoter op i onsdag aften til reception i klubhuset?

Øster Ulslev Boldklub

Klubbens første fodboldbaner var græsmarker, man lånte hos gårdmændene rundt omkring. Klubhus var der ikke, og omklædningen foregik på åben mark. Fra referatet af bestyrelsesmødet den 30. januar 1923 fremgår det, at det pålagdes formanden at ”… søge at skaffe Plads til Fodbold saa snart som muligt og paa saa lempelige Vilkaar som muligt”.

Kilde: ØUB