Borgere er utålmodige: Hvad med Hesnæs?

Stormfloden ødelagde Hesnæs Havn sidste år i oktober. Nu kræver lokale besked om fremtiden. Foto: David Arnholm

Borgmester Simon Hansen håber, at havnen i Hesnæs genopstår.

Offentliggjort Sidst opdateret

Folk på Østfalster ønsker i den grad besked om, hvad der skal ske på og omkring Hesnæs Havn.

Det viste sig endnu en gang, da borgmester Simon Hansen (S) mandag holdt "åbent kontor" på Kulturgården i Horbelev.

Cirka 20 borgere var mødt op, og her kom der flere kritiske indlæg om situationen på den lukkede havn.

Hesnæs Havn blev som bekendt ødelagt, da den store stormflod ramte Falsters østkyst i oktober sidste år.

Siden har havnen været lukket, og det vides ikke, om den skal repareres og igen åbnes for sejlere.

Kritikken blev især rettet mod Det Classenske Fideicommis, som ejer den ødelagte havn.

Herfra har man endnu ikke fortalt, hvad der skal ske, eller hvornår der kommer nyt.

- Det ville have klædt fideicommiset at melde ud, hvad der skal ske, mente Susanne Sørensen, som deltog i mødet.

- Nu er det et år siden, og der er ikke sket en skid, lød det bramfrit fra Hans Henrik Johannesen.

Andre mente, at Det Classenske Fideicommis har et ansvar for, hvad der sker langs kysten.

- Det er deres skyld, at bageriet er lukket, blev det sagt.

- Kom i gang

Borgmester Simon Hansen blev spurgt om, hvad kommunen gør i sagen.

- Vi er i dialog med fideicommiset. Men kommunen kan jo ikke bestemme, hvad der skal ske på andres jord, sagde borgmesteren.

Han mente i øvrigt, at fideicommiset har bakket op om, hvad der i de seneste år er sket på Hesnæs Havn.

- Vi håber, at Hesnæs Havn genopstår. Så nu må man se at komme i gang, sagde borgmesteren også.