Borgmester revser sine embedsmænd

Det er sjældent, at Guldborgsunds borgmester Kaj Petersen (A) offentligt revser embedsfokene på kommunen. Men i sagen om de 24, 7 millioner kroner, der lige pludselig var brugt for meget på undervisningsområdet, lægger han ikke fingrene imellem.  
- De har bevilget penge uden dækning. Noget af det ligner unægtelig, at der er nogle embedsmænd, der har leget politikere. For det her skulle helt klart have været forelagt fagudvalget. Sådan en budgetoverskridelse må ikke bare kunne dukke op efter, at pengene er brugt, siger han.
 
Kaj Petersen afviser at sætte navn på, hvem det er, der har gjort i nælderne på forvaltningen. Men han bekræfter, at der er embedsfolk, der er gået ud over deres beføjelser.
 
- Der er nogle, der har tiltage sig kompetencer, de ikke burde. Det kan godt være, at det her ekstra forbrug var nødvendigt. Men man bruger altså ikke penge ud over budgettet uden at have fået en politisk tillægsbevilling. Det her er slet ikke godt - det er faktisk meget utilfredsstillende, siger han.
 
Økonomiudvalget har nu behandlet sagen om de mange ekstra penge, der er brugt sidste år.
 
- Pengene er jo brugt, så der er ikke så meget, vi kan gøre ved det. Men vi kan sikre, at der indføres et system, der gør, at det ikke sker i fremtiden, forklarer borgmesteren.




Økonomiudvalg er vredt over kæmpe overforbrug på skoleområdet

Offentliggjort Sidst opdateret