BORGMESTERBÅL OG EN HEKS SÅ FIN

MARIELYST/GEDSER: I 1972 forventede man mellem 5.000 og 10.000 gæster til sankthansaften på Marielyst. Beredskabet kalkulerede med 3.000 på Marielyst i aftes, torsdag. Det var ellers en aften, som kunne trække enhver sankthans-fornægter over diget og ned på stranden. Vejret var perfekt, selvom en østenvind blæste den første røg durk i hovedet på dem, der forsøgte at betragte bålet fra diget.

På Marielyst var det borgmester Simon Hansen (S), der havde fået æren af at holde talen. Og selvom han var kommet direkte fra byrådsmøde, fattedes han ikke ord.

- Når man kigger rundt på verden i øjeblikket, kan man godt få den fornemmelse, at den mørke side er ved at vinde. Krigen i Ukraine kaster skygger over vores forestillinger om et fredeligt og harmonisk Europa. Når vi kigger på vores egen andedam, kan vi også have en tendens til at se alt det, der skiller os. Det kan være stridigheder med naboen om, hvordan hækken skal klippes, eller det kan være det, der rydder forsider på aviserne og præger den store dagsorden på landsplan, sagde han og slog et slag for fællesskabet blandt de estimerede 1.600 tilhørere:

- En aften som i aften er en god anledning til at huske på fællesskabets værdi. På trods af vores forskelligheder og vores forskellige måder at leve vores liv på,  så har vi brug for hinanden, og vi kan så meget mere sammen - end hver for sig. Ja, der findes hekse og trolde allevegne, forstået som de mørke sider i os selv.

- Når vi brænder heksen på bålet i dag, er det for mig ikke det symbol, det var engang, men symbolet på, at vi brænder alt det, som giver ufred og splitter os mennesker, sagde han blandt andet i en tale, der flettede passager af Holger Drachmanns Midsommervise ind flere gange.

30 minutter længere sydpå brændte ilden også lystigt, da sankthans løb af stablen i en lidt mere intim forestilling. På fiskerihavnen i Gedser havde 200 valgt at se bål. Det var arrangeret af Gedser Grundejerforening, hvor Tommy Blomgren er formand.

Han fortalte, at de i år havde en heks så fin, at man nærmest ikke nænnede at sætte ild til hende. Men afsted til Bloksbjerg kom hun da i kølvandet på en tale leveret af sognets præst, Søren Winther.