Børn kan få en aktiv sommer
Lystfiskerforeningen har tidligere tilbudt sommeraktiviteter til børn. Foto: PR
PR
Aktiv Sommer kan blive et tilbud til skolebørn i sommerferien, selvom covid-19 giver sine begrænsninger.
GULDBORGSUND Tidligere på året meldte Guldborgsund Kommune ud, at sommeraktiviteter for børn arrangeret af lokale foreninger, samlet set kaldet Aktiv Sommer, foreløbig måtte aflyses som følge af covid-19-restriktionerne. Det er de sådan set fortsat i den form, man kender fra tidligere år.
Men der er i mellemtiden løsnet for restriktionerne, og 50 personer må nu samles, ligesom, at indendørs idræts- og foreningsliv samt sports- og fritidsfaciliteter er åbnet. Det giver mulighed for, at foreningerne i et vist omfang kan arrangere aktiviteter for børn i sommerferien, lyder det fra kultur-, fritids- og bosætningsudvalget.
- Vi er glade for at det alligevel bliver muligt at gennemføre Aktiv Sommer og håber, at vi modtager mange tilbud om aktiviteter, så børnene i Guldborgsund Kommune på trods af corona får en dejlig ferie fyldt med sjove aktiviteter. Vi er sikre på, at vores mange foreninger vil lade kreativiteten forme nogle sjove og spændende aktiviteter, som samtidig overholder sundhedsmyndighedernes retningslinjer for samvær og hygiejne, lyder det i en samlet udmelding fra formand Martin Lohse og Lene Madegaard, der er formand for Folkeoplysningsudvalget.
Begge udvalg har nu sendt opfordringer ud til foreningerne om at tilbyde sjove og spændende tilbud til børnene.
Hvis foreningerne er med på ideen, skal de indsende en beskrivelse af aktiviteten og nogle praktiske oplysninger. Der skal vedlægges et budget, og efter to til tre hverdage vil ansøgninger om tilskud til Aktiv Sommer blive besvaret.
De godkendte aktiviteter vil blive offentliggjort på skolernes info-kanal Aula, på foreningernes facebooksider, ligesom foreningerne vil omtale deres tilbud.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub