Brand i ejendom i Nykøbing

En 36-årig mand blev reddet ud i live, da der sent lørdag aften udbrød brand i en lejlighed i Frisegade 28 i Nykøbing.

Ifølge politiets vagtchef er manden bragt til sygehuset til observation for røgforgiftning, men udover det skulle han ikke være kommet noget til. Ifølge politiets vagtchef opstod branden ved, at der af endnu ukendte årsager gik ild i en dyne. Derfra spredte branden sig til en sofa og udviklede samtidig en masse røg.

Alarmen indløb kort efter klokken 22, og da redningsmandskabet nåede frem, var lejligheden fyldt med røg og der befandt sig altså en person derinde.

Branden var dog ikke kraftigere end, at de politifolk, som var først på stedet, kunne slukke den med en pulverslukker og hjælpe manden udenfor. Nu forestår der en større udluftning. Hvor stor skade, der er sket på lejligheden, vides endnu ikke med sikkerhed.




En person reddet ud af politiet, da der sent lørdag aften gik ild i en sofa.

Offentliggjort Sidst opdateret