Brand på virksomhed i Stubbekøbing

Brandmandskab både fra Stubbekøbing, Nykøbing og Nørre Alslev blev tidligt i morges kaldt til brand i industrikvarteret i Stubbekøbing.
Meldingen lød på brand i virksomheden Bech Design på Tuemosevej.

Da mandskabet fra Stubbekøbing brandvæsen kom frem kort efter, at alarmen var gået klokken 5.15, var ilden gået gennem taget i den ene ende af bygningen.

Det viste sig, at branden var opstået ved firmaets oliefyr. En hurtig indsats fra brandvæsnet gjorde, at skaderne blev begrænset til den ende af fabrikken, som indeholder fyrrummet, fortæller indsatsleder Bjarne Andersen.

Han kunne ved syv-tiden i morges fortælle, at efterslukningen var færdig, og at ISS nu er i fuld gang med at gøre rent på stedet, ligesom en elektriker var tilkaldt for at sørge for, at firmaets produktion af interiør kan genoptages i løbet af formiddagen.




Der udbrød tidligt i morges brand i virksomheden Bech Design. En hurtig indsats fra brandvæsnet begrænsede ødelæggelserne.

Offentliggjort Sidst opdateret