Brobyggeriet: Piller og pylon-fundament på vej

Brobyggeriet begynder langsomt at tage form på Falster-siden, men der er stadig lang vej igen, før den nye Storstrømsbro står færdig. Foto: Claus Hansen

Byggeriet af den nye Storstrømsbro fortsætter i de kommende måneder med masser af aktivitet både til lands og til vands.

Offentliggjort Sidst opdateret

STORSTRØMMEN Byggeriet af den nye Storstrømsbro mellem Falster og Masnedø har de seneste måneder oftest været omtalt i medierne på grund af forskellige udfordringer og problemer.

Men selv om tidsplanen er blevet rykket, så broen nu først ventes at åbne for biltrafik i 2024 og for togtrafik i 2026, så bliver der stadig arbejdet både til vands og til lands på begge sider af Storstrømmen.

På Falster-siden er arbejdet med de to sydligste brofag godt i gang. Her blev bropillerne bygget allerede sidste år, og nu er man så gået i gang med at lave selve brodækket. Det er 160 meter i alt i længden og 25 meter i bredden.

Når det efter planen er færdigt engang i løbet af efteråret, bliver det kæmpestore stillads, som er stillet op for at kunne udføre arbejdet, pillet ned og sejlet til Masnedø, hvor man i øjeblikket er ved at gøre de to første bropiller klar til samme "operation".

Men det er ikke det eneste, der skal ske i løbet af de kommende måneder.

- Vi har tidligere sat fire bropille-fundamenter ud i vandet fra Falster-siden, og nummer fem bliver sænket på plads i løbet af august. I løbet af de næste måneder bliver pilleskafterne (den resterende del af bropillerne, red.) på de fire fundamenter, der allerede er på plads, også bygget op.

- De bliver bygget på land i sektioner, der er tre-fire meter høje, og så bliver de sejlet ud og hejst op på fundamenterne og støbt sammen på stedet, forklarer projektchef Niels Gottlieb fra Vejdirektoratet, som er bygherre på brobyggeriet.

Antallet af sektioner, der skal bruges til at bygge de enkelte bropiller, varierer, da broen ikke skal have samme højde hele vejen over Storstrømmen.

En af de helt store operationer i det nuværende stadie af byggeriet kommer efter planen til at finde sted i første halvdel af oktober. Her skal det fundament, som den cirka 100 meter høje pylon til sin tid skal stå på, nemlig sejles ud og sænkes på plads på havbunden.

Det cirka 23 meter høje og 12.000 tons tunge fundament er i øjeblikket ved at blive bygget på Masnedø, og når det er færdigt, bliver det flyttet over på en specialbygget pram, som også kan dykke ned under vandet, og sejlet ud i Storstrømmen mellem Farøbroerne og den nuværende Storstrømsbro.

Undervejs skal fundamentet passere under sidstnævnte bro. Til sidst skal to slæbebåde hjælpe med at trække fundamentet præcis derhen, hvor det skal stå, hvorefter det langsomt sænkes ned på bunden.

- Samtidig fortsætter vi også arbejdet med at bygge dæmninger på land på begge sider af broen samt en ny lokalvej på Masnedø, fortæller Niels Gottlieb.

Hvis man vil vide mere om brobyggeriet eller følge det med egne øjne, kan man lægge vejen forbi besøgscentret på Brovejen på Masnedø. Der er åbent mandag til fredag i hele juli fra klokken 10 til klokken 15 mod fremvisning af gyldigt coronapas.

Fundamenterne til de første bropiller i vandet ud for Falsters kyst er klar. Foto: Vejdirektoratet
Fundamenterne til de første bropiller i vandet ud for Falsters kyst er klar. Foto: Vejdirektoratet
Byggepladsen på Masnedø med den store røde flydekran i forgrunden. Kranen bruges til at sænke bropillefundamenterne ned på havbunden. Foto: Vejdirektoratet