Bror til gerningsmand: Han var i en psykose

Politiet er søndag eftermiddag til stede på Norgesvej/Enighedsvej i et forsøg på at skabe tryghed i området. Er man utryg ved lørdagens hændelse, er man velkommen til at tage kontakt til betjentene. Det gælder også, hvis man har oplysninger, politiet bør kende til. Foto: Claus Hansen

Familien har forsøgt at hjælpe den dræbte knivmand ud af stofafhængighed i årevis, fortæller gerningsmandens bror i et interview med Folketidende.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Det var en 24-årig mand ved navn Martin, der lørdag eftermiddag blev skudt af politiet, efter at han havde overfaldet en tilfældig forbipasserende i et kryds ved Enighedsvej i Nykøbing.

Det fortæller hans bror Jimmy til Folketidende. Han bekræfter samtidig, at det er hans bror, der optræder på de videoer, der er optaget af vidner, og som er begyndt at florere på sociale medier. Han fortæller også, at broren, der netop var flyttet til en ny lejlighed i Nykøbing, helt tydeligt er i en psykose.

Hans udfordring var, at han aldrig rigtig kom i gang med en uddannelse, forklarer Jimmy.

- Han levede af det, som Jobcentret kunne tilbyde ham økonomisk, og derudover var han meget tæt knyttet til familien. Og jeg undrer mig over, at man bare kan få udbetalt et beløb uden at skulle gøre så meget mere. Jeg ved ikke, om de inviterede ham til møder, men det var i hvert fald ikke lykkedes at komme igennem til ham.

Han tilføjer, at familien har forsøgt at få hjælp fra systemet, men det er ikke lykkedes.

Jimmy modtog et opkald fra sin bror få timer inden hændelsen. Hans stemme kunne berolige broren, når stofferne havde taget over.

Han er ked af, at en anden familie nu er ligeså hårdt ramt som sin egen. Nemlig familien til den 72-årige mand, der blev angrebet med kniven.

- Men jeg får en ro af at fortælle, at Martin var en helt normal ung mand, når han ikke var påvirket. Han havde ingen diagnose, og den mand, jeg så på videoen i går, var ikke min lillebror, som jeg kendte ham. Han var i en psykose, og det var et råb om hjælp. Han forsøgte bare at få hjælp.

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi var søndag eftermiddag til stede på Norgesvej/Enighedsvej for at møde borgere, der havde brug for at tale om hændelsen, eller som havde informationer, som politiet bør kende til.

- I forhold til den triste hændelse i går, vil der være politi til stede i området med henblik på at skabe tryghed i området. Man er som borger velkommen til at rette henvendelse og få en snak, lyder det i en besked på det sociale medie Twitter.