Brud på fjernvarmen: Forsyning beder borgerne om hjælp

Arkivfoto: Anders Knudsen

Guldborgsund Forsyning kan ikke selv finde bruddet og beder derfor offentligheden om hjælp.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et eller andet sted indenfor områderne Nykøbing, Systofte, Ønslev, Eskilstrup og Gundslevmagle på Falster er der sket et brud på en fjernvarmeledning.

Det oplyser Guldborgsund Forsyning på Facebook. Men det er ikke lykkedes forsyningen at finde ud af, hvor bruddet er. Derfor beder man nu borgerne om hjælp.

Det skete tirsdag i et opslag på Facebook.

- Vi opfordrer dig til at kontrollere din ejendom, og hvis du ser grønt vand, damp, eller unormale varme pletter på veje/fortove, så vil vi blive rigtige glade, hvis du kontakter os på telefon 72 44 12 12, skriver forsyningen i opslaget.