Danny Barbu Hansen fremhæver eksempelvis omrokeringerne i vindfanget til SuperBrugsens indgang som en del af de mange forskellige ændringer, han har været med til at iværksætte i sine godt to år som direktør i Sakskøbing Brugsforening. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Mange tiltag, renoveringer og omfattende arbejde med ikke mindst med arbejdsmiljø og personale har givet bonus.
Sponsorerede fester for unge ansatte, nye fortællinger om kerneværdier, mere ansvar lagt ud til medarbejderne, en matrikelsammenlægning og en lynladestation til elbiler.
Det er blot nogle få eksempler på de mange ting og sager, som Danny Barbu Hansen har arbejdet og stadig arbejder med, siden han tiltrådte som direktør og uddeler i Sakskøbing Brugsforening for lige godt to år siden.
Han lagde ud den 1. maj 2020 i den måske allermest usikre corona-tid, og nu - efter mange tilpasninger, justeringer og ændringer - er direktøren nået så langt, at han gerne vil indrømme - med et glimt i øjet - at han og resten af personalet ligefrem går og praler med nogle af de ting, de i fællesskab går og laver.
- Jeg er i hvert fald stolt over, at vi på de årlige målinger af ledelseskvalitet samt medarbejder- og kundetilfredshed aldrig har haft så høj en score, som vi har nu, fastslår Danny Barbu Hansen denne formiddag på brugsuddelerkontoret i Sakskøbing efter to af de store årlige målinger på det hele i løbet af hans første to år.
Rundt i alle hjørner
Annonce
Han har med egne ord gjort meget ud af at komme rundt i alle hjørner og afdelinger af organisationen Sakskøbing Brugsforening. Sidstnævnte dækker som bekendt over både SuperBrugsen i Sakskøbing, Dagli'Brugsen i Holeby, Rødbyhavn og Nysted samt seks OK-tankanlæg.
Mest af alt tror Danny Barbu Hansen på, at det har har haft en god effekt at være tydelig i at få vist, at der kom en helt ny mand fra det sjællandske med lyttelapperne langt ude i spidsen for Sakskøbing Brugsforening efter en periode på 18 år med den forrige mand på posten.
Ørerne har vitterlig været helt ude hos brugsuddeleren og blandt andet vinafdelingen, frugt og grønt samt vindfanget til indgangen i Sakskøbing har været "udsat" for omrokeringer og tilpasninger. Der er også ændret på mange ting og sager i andre afdelinger af brugsforeningen. Alt sammen efter de kundebehov, som der hele tiden måles på.
Og ifølge Danny Barbu Hansen har det givet ganske positive resultater med de mange forskellige tilpasninger i en corona-udfordret tid, og den historie vil han naturligvis gerne have fortalt videre.
Historiefortællingen om os selv, og hvad vi står for som organisation, er vigtig.
Brugsuddeler og direktør Danny Barbu Hansen
Vigtig historiefortælling
- Historiefortællingen om os selv, og hvad vi står for som organisation, er vigtig. Her har vi fået løftet i samlet flok, og hele vejen rundt har vi målrettet og prioriteret efter, hvad det er, kunderne har af ønsker og behov i hver af vores butikker. Vi mangler nu kun Nysted, og til næste år er det her, vi skal til at gå det hele igennem, forklarer Danny Barbu Hansen.
Med hensyn til den vigtige historiefortælling om, hvad det egentlig er for en størrelse, Sakskøbing Brugsforening er, kan der i øvrigt hurtigt henvises til, at det lokale foreningsliv sidste år blev støttet med cirka 250.000 kroner i sponsorstøtte, og heraf kommer de godt 150.000 kroner fra OK-midlerne.
- Vi har simpelt hen fokuseret på, hvem er det egentlig, vi er. Og så er vi gået i gang med at få forklaret for alle, at vi er en selvstændig brugsforening, hvor overskuddet og pengene bliver på Lolland og ikke ryger til et hovedkontor i Albertslund. Eksempelvis fik vi for ikke så længe siden lavet tag på vores afdeling i Holeby, og her var det naturligvis med lokale håndværkere indover, fortæller brugsuddeleren og nævner også renoveringer og udskiftninger af køleanlæg som en af de opgaver, der er blevet løst af lokale håndværkerfirmaer.
Mod og handlekraft
Danny Barbu Hansen er også meget tilfreds med at kunne konstatere, at han har en skuffe fuld af gode ansøgninger om at blive en af de kommende nye ansatte i Sakskøbing Brugsforenings forskellige afdelinger.
Annonce
- Vi har aldrig fået så mange ansøgninger, som vi gør nu, og i min tid har vi især arbejdet meget med personalet. Dels er vi de sidste to år gået fra 50 til 60 ansatte her i Sakskøbing, men allervigtigst har vi indført tre vigtige ord i alt, hvad vi foretager os, og det er mod, handlekraft og kærlighed. Vi har fået skabt tydelige kerneværdier omkring det at være ansat i Sakskøbing Brugsforening, og det har gjort, at personalet tager mere selvstændige beslutninger og vi får mange gode idéer fra ikke mindst vores egne medarbejdere, tilføjer Danny Barbu Hansen.
Sakskøbing Brugsforening
Foreningen blev etableret i 1911, og foreningens cirka 8.000 medlemmer ejer foreningen med en bestyrelse valgt af medlemmerne. Foreningen har cirka 130 ansatte og er med alle dens aktiviteter en af Danmarks største brugsforeninger.
Sakskøbing Brugsforening er i øvrigt også den tredjestørste andelshaver i OK på landsplan.
Brugsuddeleren vil også gerne understrege, at der er et mål om at være den foretrukne arbejdsplads for lokale unge. Derfor er Sakskøbing Brugsforening begyndt at sponsorere fester for ansatte i alderen 15 til 20 år.
- Indtil videre har vi haft tre-fire fester, og aftalen er, at der til gengæld er en eller anden form for relativt fagligt indhold indover. Det kan være at tippe en 13' er med spørgsmål om nummeret på tomater, lidt revyagtig sjov eller noget helt andet. Så længe der er en form for fagligt indhold, er det fint, fortæller Danny Barbu Hansen om de sponsorerede fester.
Nyt projekt
Til næste år er det planen, at der skal ske en udvidelse af delikatessen, og så er der en lettere renovering af slagteren på vej. Til sidst skal der naturligvis også spørges til, hvad der skal ske inde bag de store tidligere Sportigan-vinduer ud mod Søndergade.
- Der bliver ved med at være cykler og møbler i lokalernes vinduer. Det kan vi godt slå fast. Vi arbejder på en plan og har faktisk flere scenarier for, hvordan vi kan udnytte lokalerne. Vi har fået lavet en matrikelsammenlægning, og der er søgt om byggetilladelse. Så der er måske et projekt på vej, men mere kan jeg heller ikke sige på nuværende tidspunkt. Der er ganske enkelt forskellige ting, som først skal falde på plads, inden der kan gives grønt lys fra bestyrelsen til projektet, lyder det for nuværende fra Danny Barbu Hansen om den sag.
Og så var der jo lige den med en ny hurtigladestation til elbiler. Sådan én vil ifølge Danny Barbu Hansen være på plads på parkeringspladsen bag SuperBrugsen i Sakskøbing hurtigst muligt og helt sikkert inden 2025.
Sakskøbing Brugsforening
For knap tre måneder siden kunne der igen inviteres til generalforsamling i Sakskøbing Brugsforening efter et par år med corona-udfordringer. Her blev det understreget, at man som medlem altid er velkommen til - udover på en generalforsamling - også at tage fat i bestyrelsesmedlemmer og uddeler i butikkerne for at komme med forslag til nye tiltag eller idéer til arrangementer.
Seneste artikler
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Trist, træls og drønærgreligt: - Det hvide guld smuldrer mellem hænderne på os
Annonce: Snedkerkøkken pris og vejen til et realistisk køkkenbudget
Annonce: Et lavt månedligt beløb gør ikke nødvendigvis lånet billigt
Borgmester efter fabrikslukning: - Lige i dag er vi i knæ
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole