Bryghuset Møn skal brygge Falster-øl
Det er en stor lettelse for Martin Iversen, at han fremover kan imødekomme efterspørgslen på sin øl. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Martin Iversen har indgået en aftale med Bryghuset Møn, så der fremover kommer væsentlig mere øl ud til kunderne.
VÆGGERLØSE - Jeg er kæmpeglad, jubler Martin Iversen.
Igennem længere tid har han ikke kunnet sende den øl på markedet, som blev efterspurgt både af restauranter og af kunder.
Men det laver han om på nu.
Falster Destilleri og Bryghus har nemlig indgået en aftale med Bryghuset Møn.
Det betyder, at der fremover kan produceres 100.000 flasker øl om året, hvilket er cirka 95.000 flere, end Martin Iversen producerede sidste år.
- Både kunder og restauranter er blevet ved med at efterspørge det. Jeg har ikke kunnet følge med. Så Bryghuset Møn har virkelig løftet en byrde fra mine skuldre, siger Martin Iversen, der er mere optaget af udvikling end produktion.
- Men enhver, der har set Løvens Hule (tv-program, red.), ved jo, at en virksomhed er mest værd, hvis den kan skaleres op, forklarer han.
Også fustager
Samarbejdet kom i stand, fordi brygmesteren på Møn Bryghus og Martin Iversen har fået kendskab til hinanden og udvekslet erfaring om ølbrygning.
- De tilbød at brygge mit øl, og det sagde jeg ja til. De brygger også fustager til restauranter, for eksempel Pomle Nakke og Gæstgiveriet på Middelaldercentret, siger han og understreger, at det ikke betyder ændringer i øllets smag, navn eller etikettens udseende.
- Jeg måtte lige tænke over det i et par dage. Det er jo som at give et kært barn fra sig. Men den produktion, jeg har haft, er på bonderøvsstadiet. Jeg har brugt fornemmelser, men på bryghuset er der kontrol med ting. Her kan de for eksempel styre syre og base, fortæller han.
Aftalen faldt endeligt på plads 18. juli, og hvordan fejrede sådan en brygmester så det?
- Jeg tog en god øl, jeg selv havde været med til at brygge.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie