BUD EFTER KAFFEKLUB NUMMER TO

Knap 50 mødtes onsdag eftermiddag hos Sax-Trans på Kroggårdsvej i Sakskøbing for at drøfte grøn omstilling, arbejdskraft, energikrise, uddannelse og kaffeklub til arrangementet, som Business Lolland-Falster, Dansk Industri Lolland-Falster og Folketidende-Gruppen. Foto: Kim Møller Pedersen

Knap 50 var onsdag eftermiddag samlet til en omgang erhvervspolitisk valgdebat hos transportvirksomheden Sax-Trans, hvor syv kandidater hver især fik talt sig varm om alt fra arbejdskraft, grøn omstilling, energikrise, uddannelse og ikke mindst vigtigheden af at have lokale politikere på Christiansborg. Til sidst var der endda forslag om at arbejde stærkt for en kaffeklub nummer to.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSKØBING: - Er der uddannelsessnobberi i Danmark?

Sådan lød et af mange spørgsmål fra ord- og panelstyrer samt nyhedsredaktør hos Folketidende David Arnholm ved indgangen til den fjerde debatrunde hos transportvirksomheden Sax-Trans A/S onsdag eftermiddag. To timer var der sat af til en omgang erhvervspolitisk valgdebat, hvor i alt syv kandidater havde meldt sig klar til kamp.

Og ikke mindst erhvervsuddannelsernes og gymnasiernes indbyrdes forhold til både søgning, rammer, potentialer osv. blev hurtigt genstand for mange meninger og udvekslinger. Men decideret forholde sig til begrebet eller udtrykket "uddannelsessnobberi" var der nu ingen af de syv kandidater, der var meget for. I stedet satte spørgsmålet gang i andre ind- og tilgange til udfordringerne omkring uddannelser.

Ulige fordeling af akademikere

- Vi skal sørge for, at der kommer en fordeling, som også passer til det, vi har brug for i samfundet. I København er 30 procent akademikere, og hernede er det måske 2-3 procent, der er akademikere. Det har enorme konsekvenser, at fordelingen af den akademiske arbejdskraft er så ulige fordelt, lød det fra Ditte Rust (V), der selv flyttede til LF i 2016 som uddannet jurist for at starte i et job ved Retten i Nykøbing.

Hvad synes du er det vigtigste på uddannelsesområdet? lød det fra ordstyrer henvendt til den konservative kandidat Stine Pilt Olsen.

- Alt for mange bliver uddannet til ledighed. Så det er vigtigt med et uddannelsessystem, der afspejler de behov, der er for arbejdskraft, lagde Stine Pilt Olsen ud og henledte desuden opmærksomheden på, at det var vigtigt med flere uddannelsesmuligheder på Lolland-Falster.

Ikke mange muligheder

Men er der ikke mange, der synes, det er fedt at rykke til København for at blive uddannet?, lød det opfølgende spørgsmål fra ordstyreren.

Stine Pilt Olsen havde selv taget turen for år tilbage fra Lolland til København. Men dengang var der ifølge kandidaten med rødder i Sakskøbing ikke mange muligheder lokalt på uddannelsespaletten.

- Jeg kunne groft sagt læse til pædagog, HA eller sygeplejerske. Jeg ved, det er karikeret. Men det var groft sagt, hvad der var af muligheder dengang, lød det fra Stine Pilt Olsen.

Også Kasper Roug, kandidat for Socialdemokratiet, fik spørgsmålet om, hvad der var det vigtigste for ham i forhold til emnet uddannelse. Og Kasper Roug ville gerne tale erhvervsuddannelserne og deres potentiale op.

Mange erhvervsuddannede

- Hernede har vi en meget høj grad af erhvervsuddannede. Det har du ikke i København. Generelt er det et problem, at vi ikke uddanner nok i Danmark til vores produktion. Vi står til at mangle 70.000 håndværkere i 2025, hvis ikke vi får løst det problem. Taler vi videregående uddannelser, så tiltrækker det flere unge. Og det ville være en fordel for vores område med flere videregående uddannelser, lød det fra Kasper Roug med tilføjelse af, at der også er gode statskroner i at have videregående uddannelser lokalt.

Der blev spurgt ind til, hvordan det egentlig går med at få universitetsuddannelser trukket til Lolland-Falster, og her var der lysere tider på vej, kunne man forstå.

- Jeg talte med John Brædder for halvandet år siden om at tiltrække fire universitetsuddannelser til Lolland-Falster. Det er noget, der stadig bliver arbejdet, lød det fra den socialdemokratiske kandidat.

Forsømte bygninger

Ditte Rust (V) påpegede de lokale erhvervsuddannelsers ofte meget forsømte bygninger og værktøjer. Venstre-kandidaten sidder selv med i bestyrelsen for FGU, som er forberedende grunduddannelse.

- Man vil som ung godt ind et sted, hvor det er fedt at være. Hvis indeklimaet er helt ulideligt, føler man sig som ung heller ikke værdsat, understregede Ditte Rust.

Kasper Roug påpegede det problematiske og fejlagtige i, at en del unge vælger at udskyde et svært valg om den fremtidige karrierevej ved simpelt hen at vælge tre år i gymnasiet, hvor der så "er lidt ro på".

Det er en af kerneudfordringerne, at vi har fået skabt et stort gymnasialt monster.

Kasper Roug, socialdemokratisk kandidat

- De unge føler ikke, de kan vælge om, og derfor er der et ressourcespild. Vi bliver nødt til at mindske det incitament til at fastholde de elever i gymnasierne, der har det svært ved at være i uddannelsessystemet. Det bliver vi nødt til at kigge på. Det er en af kerneudfordringerne, at vi har fået skabt et stort gymnasialt monster, mente Kasper Roug med henvisning til for store incitamenter - ikke mindst økonomisk - til at fastholde elever i gymnasierne.

Tænke i eksterne aktører

Ditte Rust var med på at hjælpe til at gøre det nemmere for unge i gymnasierne, hvis de ikke passede ind lige netop dér og gerne ville skifte til noget andet.

- Det er helt oplagt, at vi tænker i eksterne aktører, som kan være med til at løfte det her samarbejde med de unge. Det handler i virkeligheden meget om relationer. De unge kan have et totalt fravær af selvtillid og brug for at blive bygget op igen. Der skal vi være åbne i at tænke i eksterne aktører, mente venstre-kandidaten.

- Vi bliver nødt til at se på, hvordan uddannelsesstederne bliver honoreret, tilføjede Kasper Roug, der også gjorde opmærksom på, at han ofte hører om oplevelser med vejledere i folkeskolerne, som måske lidt for ihærdigt og ensidigt råder de unge elever til at vælge gymnasiet.

En berømt kaffeklub

Fremme ved den sidste debatrunde blev der igen skiftet ud i panelet foran de omkring 40 tilhørere. Lennart Damsbo-Andersen, mangeårigt lokalt valgt socialdemokratisk folketingsmedlem, hoppede sammen med Stine Pilt Olsen op til Kasper Roug og René Christensen for at tale om vigtigheden af den lokale repræsentation på Christiansborg. Og det tog ikke mange sekunder, før der kunne remses eksempler op i forhold til at understrege, at det er vigtigt med en lokal repræsentation på Christiansborg og her ikke mindst at have samarbejdende medlemmer på tværs af partierne i den efterhånden berømte kaffeklub.

- Business LF har været på finansloven i fire år, og omfartsvejen kom hurtigere efter lokalt pres, lagde René Christensen ud.

- Det største er nok en lille tunnel til Tyskland. Da vi blev valgt ind, var der en stor opgave i at få overbevist folk i vores partier om, at tunnelen eller broen til Tyskland var noget, der skulle arbejdes videre med, supplerede Lennart Damsbo-Andersen, der ikke har mange dage tilbage, inden det officielt er helt slut med at være medlem af Folketinget.

Også tidligere tiders mangel på forbindelse mellem det lokale erhvervsliv og de lokalt valgte repræsentanter på Christiansborg blev italesat som noget, der er blevet rettet op på gennem de seneste mange år. Kaffeklubben og dens styrke på tværs af partiskel blev også nævnt i forbindelse med det politiske arbejde for at sikre en broklap i Nykøbing, så der fortsat kan sejles gennem Guldborgsund, samt i forhold til at få bygget en ny Storstrømsbro.

- Jeg synes, det var fantastisk at møde nogen, man kender, som støtter på alle mulige måder, når man er ny i Folketinget og er ude i en stejl læringskurve. Der bliver man ret stolt. Kaffeklubben er ret kendt inde på Christiansborg, lød det fra Stine Pilt Olsen, der opnåede at sidde som midlertidigt folketingsmedlem i fire måneder.

Rund bold og klub nummer to

Kasper Roug mindede om, at en permanentgørelse af elementfabrikken i tilknytning til Femern Bælt-forbindelsen stadig er noget, der skal holdes godt øje med. Også selv om det ser ud til, at der her og nu er medvind til netop den sag på Christiansborg.

- Politik er jo ligesom fodbold. Bolden er rund, og alt kan ske. Vi skal holde godt øje med, hvad der sker omkring elementfabrikken. Det er der ingen tvivl om, slog Kasper Roug fast.

Og så var tiden kommet til debatmødets allersidste ord, hvor René Christensen lige nåede at få med, at der efter hans mening bør skabes en kaffeklub nummer to.

- Det er, fordi Region Sjælland er dårlig til at profilere sig på Christiansborg. Vores borgmestre er uden at hænge nogle bestemte ud simpelt hen for dårlige til at samarbejde.  Vi skal løfte Region Sjælland. Det er vores tur nu, understregede René Christensen.

Kandidatfeltet hos Sax-Trans

  • De aktuelle folketingskandidater Ditte Rust (V), Iben Krog (V), Kasper Roug (A), Kristian Stokholm (B), René Christensen (O), Stine Pilt Olsen (C) og Thorkild Holmboe-Hay (A) blev på skift involveret i fem forskellige debatrunder til det erhvervspolitiske debatmøde hos transportvirksomheden Sax-Trans A/S onsdag fra 15 til 17.
  • DI Lolland-Falster arrangerede sammen med Folketidende-Gruppen og Business Lolland-Falster valgmødet i Sakskøbings industrikvarter for det lokale erhvervsliv.