Butiksejere fængslet for Midtpunkt-brand

Ægteparret, der ejer tøjbutikkerne Sisters Point, Macus og Brandtex i Midtpunkt i Nykøbing F. er varetægtsfængslet frem til 24. marts.  
Den 46-årige kvindelige del af parret blev fredag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Nykøbing F. og sigtet for at have påsat ilden i søndags.
 
Den mandlige del af parret er ifølge efterforskningsleder Steen von Würden for uligevægtig til at møde i retten og er indlagt på en psykiatrisk institution, hvor han er fængslet i surrogat.
 
Parret blev anholdt fredag morgen klokken 09.23.
 
Kvinden nægter sig skyldig, manden har ikke forholdt sig til sigtelsen.
 
De to sigtes for sammen søndag klokken 14 at have låst sig ind i centeret, koblet alarmen fra og hældt linolie ud på gulvet i en af butikkerne og i et baglokale.
 
Derefter har parret ifølge sigtelsen placeret en "ukendt brandmaskine" i forretningen og forladt stedet. Fire timer senere var der brand.
 
- Vi har ikke fundet brandmaskinen endnu, og efterforskningen fortsætter på stedet, siger Steen von Würden.
 
Grundlovsforhøret af kvinden foregik bag lukkede døre, som blev begæret af både anklager og forsvarer.
 
Forsvareren mente ikke, at hans klient ville udtale sig for åbne døre. Anklageren mente, at det ville forstyrre efterforskningen, hvis kvindens forklaring kom ud i offentligheden.
 
Kvinden er ifølge sin forvarer også stærkt psykisk påvirket af situationen.




Ægtepar sigtet for at have påsat branden, der hærgede Midtpunktet i søndags

Offentliggjort Sidst opdateret