By får to nye læger

Fra venstre: Lennart Damsbo-Andersen (S), Marcus Knuth (V) og praktiserende læge Peter Wied, der sidder i praksisplanudvalget og dermed var med til at få de to unge læger til Nykøbing, diskuterede i november, hvordan Nykøbing kunne tiltrække flere læger til byen. Foto: Claus Hansen

Regionsrådsformanden besluttede ekstraordinært at udløse en ekstra lægekapacitet i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Lægedækningen har i en årrække været under pres i Nykøbing, men fra april og august ansættes to nyuddannede læger i byen.

Det bekræfter formand for Region Sjælland Heino Knudsen (S) til Folketidende.

De to læger, der i løbet af 2019 begge vil færdiggøre deres speciallægeuddannelse indenfor almen medicin, har selv ønsket at bosætte sig i Nykøbing og starte en praksis sammen.

Den ene færdiggør sin speciallægeuddannelse 1. april 2019, og hun har indgået en aftale med en ældre praktiserende læge om at arbejde hos hende indtil 1. august. Herefter vil hun overtage praksis.

1. august er også dagen, hvor den anden læge bliver færdiguddannet. Og i en by som Nykøbing, der længe har bejlet til læger, burde det ikke være et problem at ansætte to nye. Men det skulle alligevel blive en udfordring, forklarer regionsrådsformanden.

De to unge læger ønsker nemlig at etablere en samarbejdspraksis. Det vil sige, at man arbejder tæt sammen om for eksempel personale og lokaler, men at de har hvert sit ydernummer.

Derfor har de brug for to såkaldte kapaciteter, men deres aftale med den ældre læge indebærer kun én kapacitet. Og ingen andre læger var klar til at afgive deres.

Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) måtte hurtigt sikre en særlig aftale til en nyuddannet læge, så hun kunne få arbejde i Nykøbing, som hun ønskede. Foto: Jesper Bøgh

En stor prioritet

Det betød, at Heino Knudsen måtte handle hurtigt.

- Ellers risikerede vi, at de bare fandt et andet sted at slå sig ned, forklarer han.

Praksisplanudvalget foreslog derfor, at der helt ekstraordinært blev udløst en 0-kapacitet, det vil sige en kapacitet uden tilknyttede patienter, i Nykøbing. Dermed kunne de to læger etablere sig og ligeså langsomt opbygge en praksis.

Og der var god grund til at gøre det sådan, mener Heino Knudsen.

- Alle skal have en læge, og det kan man have på forskellige måder. Men den kontinuitet, som en familielæge kan give, er vigtig for mig, og jeg er glad for, at vi får to nye læger hertil, forklarer Heino Knudsen.

Praksisplanudvalget har som princip at udvise fleksibilitet, at tage hensyn til lokale forhold samt lægernes individuelle ønsker og behov, og derfor var det muligt at lave en 0-kapacitet, lyder det fra regionsrådsformanden, der på torsdag orienterer regionsrådets udvalg for det nære sundhedsvæsen om sagen.

I regionen ser man det som en fordel at satse på fast lægekapacitet.

- Jeg synes, at det er dejligt, at den praktiserende læge bliver styrket i Guldborgsund, idet de to bliver en del af klyngesamarbejdet omkring Nykøbing Falster akutsygehus, siger Claus Bakke, der sidder i regionen for Venstre.

Og netop det omgivende samfunds modtagelse af nye praktiserende læger er afgørende for at tiltrække endnu flere til Guldborgsund, mener Heino Knudsen.

- Det sker for sjældent, at vi hører fra læger, der af egen vilje vil hertil. Vi arbejder derfor meget med individuelle kontakter til unge uddannelseslæger, og det gør vi bag kulissen hver dag. Jeg er enormt glad for, at de to læger vil hertil. Når læger viser den mindste interesse, ser vi på, hvad vi kan gøre for dem.