Belægningen i St. Kirkestræde er slidt og trist, men nu skal den opgraderes. Arkivfoto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Teknik-, Klima- og Miljøudvalget har godkendt tredje etape af en renovering af Nykøbings bymidte. Turen er kommet til St. Kirkestræde, Rådhusstræde og Langgade.
NYKØBING: Torvet er blevet opgraderet for fire år siden, så det i højere grad kan bruges til arrangementer. Dronningensgade, som støder op til Torvet, blev renoveret tidligere i år. Og nu har Teknik-, Klima- og Miljøudvalget godkendt et idéoplæg til den tredje og sidste fornyelse af bymidten.
Idéoplægget, som er udarbejdet af Tegnestuen Vandkunsten, handler om St. Kirkestræde (kendt som "latinergaden"), Rådhusstræde (gaden mellem Lilletorv og Kirkepladsen) og en bid af Langgade (ved indkørslen til Hollands Gaard, der hvor Lollands Bank har sin filial). Målet er at løfte strædernes visuelle udtryk.
Særligt St. Kirkestræde har længe haft en slidt belægning, som de lokale butikker har søgt at give et pift med forskellige former for maling og oppyntning. Nu skal gaden have en ny belægning, og Tegnestuen Vandkunsten foreslår, at det bliver med en blanding af de sten, klinker og fliser, kommunen allerede har på sin materialeplads.
Det er sten og fliser, som er blevet brugt i de andre faser af byfornyelsen, og dermed vil de forskellige dele af bymidten blive bundet sammen - samtidig med at det er mere bæredygtigt og mindsker udgiften.
Belægningen i St. Kirkestræde skal stykkes sammen af forskellige former for sten og fliser, som kommunen allerede har på lager. Skitse: Tegnestuen VandkunstenTegnestuen Vandkunsten
Butikker inddraget
Annonce
Jesper Blomberg (M), der er formand for Teknik-, Klima- og Miljøudvalget, glæder sig over projektet.
- Det er et rigtigt spændende idéoplæg, vi er blevet præsenteret for, som jeg synes binder en flot sløjfe på det store arbejde, der er sket i bymidten i Nykøbing. Oplægget er blevet til med inddragelse af de vigtigste parter, nemlig dem, der har deres erhverv og liv i gaden. Så med ved bordet har både siddet Gadeforeningen Stræderne og Vores Nykøbing, så vi er sikre på, at vores store investering i gaderne også vil ske der, hvor det kommer handelslivet mest til gavn, siger han i en pressemeddelelse.
Vi er sikre på, at vores store investering i gaderne vil ske der, hvor det kommer handelslivet mest til gavn.
Jesper Blomberg (M), formand, Teknik-, Klima- og Miljøudvalget
Projektet skønnes at ville koste otte millioner kroner, og dermed vil den samlede byfornyelse løbe op i 34 millioner kroner. Arbejdet med den tredje og sidste fase skal efter planen i udbud frem mod efteråret og stå færdig i foråret 2025.
"Det skal sikres, at de handlende oplever, at omlægningen af gaden sker i en proces, hvor der tages maksimalt hensyn til dem, og at det tilstræbes, at butikkerne kan opretholde deres dagligdags funktioner uden at miste kunder", står der i idéoplægget.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde